Anmeldelse

L

indhardt & Ringhof, der tidligere på året var aktuelle med Stéphane Reynauds Gris & Søn, udgiver nu dennes Bistro. Bogen er – som Gris & Søn – en nydelse, hvor layout, grafik og opsætning fint matcher bogens opskrifter af traditionel, fransk mad.

Lad os starte med en smule basal information. Den 480 sider lange – og ganske tunge – kogebog indeholder 299 originale opskrifter fra det franske hverdagskøkken. Bogens franske originaltitel er da også Ripailles. Un livre, 299 recettes! Bogen er overdådigt krydret med fotografier, tegninger (som er ret morsomme), portrætter, anekdoter, sange, noder, rim og remser. Bistro er en kogebog, man hygger sig med, når man læser den.

Bogen byder på opskrifter fra (som kapitlet hedder) “Muuh – Mæhhh – Øf” og man finder ydermere retter med (og på) grøntsager, fisk, skaldyr, æg, indmad, gås, and, hane, kylling, kanin, kager  og  ost.

Der er virkelig mange lækre retter, der sammensat giver et godt billede af det traditionelle, franske køkken. Her finder man en lækker kalvegryde med flødesovs (blanquette de veau), der indeholder masser af friske grøntsager, og grillede kalvebøffer med courgetter, røde peberfrugter, forårsløg og fennikel – det er mundvandsfremkaldende herligheder. Hver enkelt ret bliver i øvrigt akkompagneret af et vinforslag, så man ganske hurtigt kan finde vinen, der matcher maden bedst muligt.

Som den uforbederlige slikmund jeg er, gør kapitlet “Sød, sødere, sødest” stor lykke. Her kan man lære, hvorledes man ruller perfekte croissanter, hvordan man bager de guddommelige eclairs med chokolade, mokka og vanilje-glasur og hvordan man bager den utroligt lækre kirsebærkage (clafoutis), laver creme brulée samt bager den flotte citrontærte med marengs. Hvis man søger det søde, så har Bistro også dette.

Bogen byder også løbende på informationer om franske vine, og spredt rundt omkring i bogen finder man afsnit, der helliger sig beaujolaisvinene, vinene fra Rhonedalen, vinene fra Alsace, Bourgogne, Loiredalen, Champagne samt cognac og armagnac.

Bistro er en flot bog. En gedigen bog. En bog, der ikke kun giver lyst til at lave mad, men som også underholder med vid og humor – ikke mindst pga. de morsomme og charmerende tegninger, der præger (og klæder) bogen så godt. Hvis man mangler en kogebog i samlingen, der helliger sig det franske køkken, så vil Stéphane Reynauds Bistro gøre en god figur i køkkenet.

Stéphane Reynaud

Bistro (2)



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.