Anmeldelse

C

amilla Plums nye bog – Blomstrende mad – er en lille, smal sag på 122 sider, der giver gode råd til, hvorledes man pynter sin mad med blomster. Så hvis man savner inspiration – og viden – i denne retning, så kan man med udbytte investere i denne bog.

Hun skriver det selv i forordet, Camilla Plum. At blomster i maden ikke henvender sig til mænd, men til kvinder. At kvinderne pynter maden med blomster for hinandens skyld, ikke for mændenes. Mænd forstår det ikke, skriver hun. Det er med blomster i maden, som det er med mascara, nyt tøj, vattæpper og gardiner – det er for kvinder, ikke mænd!

Jeg er en mand, men formår alligevel af denne grund at sætte pris på et rent æstetisk tiltag, hvilket blomsterpynt må siges at være. Det er da meget muligt, at der ude i det danske land gemmer sig en flok neandertalere i en hule, hvis kulinariske horisont ikke strækker sig længere end til selvnedlagte vildsvin stegt over åben ild. Ikke desto mindre er mænd – som kvinder – ikke skåret over den samme læst, blot fordi de tilhører samme køn, så det er nok en smule generaliserende at alle hankønsvæsner skal rubriceres i samme boks.

Men hvis man ser bort fra denne knapt så nuancerede holdning, så er bogen – som alle andre bøger af Plum – velskreven, informativ og sprudler af vid. Hvis man interesserer sig for gastronomiens vidunderlige verden, og der eksisterer andet end røde pølser, pomfritter og burger i ens kulinariske vokabular, så kunne det snildt tænkes, at man også satte pris på anretning og præsentation.

Én af glæderne ved madlavning er netop, at man har mulighed for ikke blot at skabe noget smagfuldt og deliciøst, men at man efterfølgende kan sætte prikken over i’et ved at anrette maden på en måde, der også gør øjet mæt. Her tjener blomster et superbt formål. Jeg husker selv en tur til Madrid, hvor jeg og en kammerat havde bestilt det helt store tapas-bord. Da tjenerne kom med retterne på store fade, var der pyntet med kronblade fra alverdens farvestrålende blomster. Det tog sig fyrsteligt ud.

Så hvis man savner inspiration i denne retning, og man kunne tænke sig at vide, hvorledes man kan anvende for eksempel roser, georginer, violer, gladiolus, lavendler, duftgeranier og mange andre blomster i maden, så har man en god bog i Camilla Plums. Det er en hyggelig blomstermadsparlør, hun med Blomstrende mad har fået skruet sammen.

Camilla Plum (2)

Blomstrende mad



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.