Anmeldelse

D

en australske forfatter Markus Zusak har med sin roman Bogtyven skabt et formfuldendt stykke fortællekunst, der fortjener at blive læst af flest muligt. Det er en intens, modbydeligt sørgelig og samtidig morsom roman om Hitlers Nazityskland, der går under huden og efterlader tydelige spor i sindet efter endt læsning.

Rent kvantitativt er det en ganske betragtelige moppedreng af en roman, Markus Zusak har skrevet. 566 siders stærkt underholdende og begavet romankunst er det blevet til, så kvantiteten har på ingen måde haft en negativ indflydelse på kvaliteten – så langt fra endda!

Scenen er Anden Verdenskrigs Nazityskland, hvor bogtyven Liesel udsættes for den ene traumatiske, livsødelæggende oplevelse efter den anden. Hun er blevet kastebold for livets uransalige vilkår og mister både mor, far og bror. En turbulent tid begynder for den tiårige pige, da hun gør sin ankomst hos plejeforældrene Rosa og Hans Hubermann i den poetisk klingende Himmelstrasse. En gade, hvis navn ikke modsvarer de kummerlige forhold, krigen har kastet dens beboere ud i. Liesel søger hurtigt trøst i litteraturens univers, der kommer til at fylde mere og mere i hendes liv.

Langsomt opbygger hun et arsenal af stjålne bøger, der læses og genlæses med fryd. Hun bliver besat af ord, og man kommer uvilkårligt til at tænke på Gustave Flauberts ungdomsfortælling Bibliomani, der indlemmer en ligeledes bogbesat karakter, der vil gå gennem ild og vand for litteraturens og ordenes magiske magt. I øvrigt en indflydelse, der i romanen nuanceres, da ord ikke altid er positive, berigende og velsignende, hvilket krigens selvbestaltede despot fungerer som et glimrende eksempel på.

Romanens fortæller er selveste Døden – hvilken velvalgt beretter til en roman, der foregår i en af historiens mest forfærdelige krige. Fra krigens mangeartede skuepladser beretter Døden om de mennesker, de sjæle, han skal hente. Og han har travlt, meget travlt, for krigen har sat sine mærkbare spor på dødstallet, der i galoperende hast blot stiger og stiger. Krigen er en ubarmhjertig arbejdsgiver, der ikke slækker på kravene, som Døden lakonisk bemærker.

Men selvom emnet for romanen tvinger en til tristesse, så er der også stor humor i roman. Blandt andet siger fortælleren på et tidspunkt, at tyskerne elsker svin. Dette afspejles ikke mindst i personernes valg af bandeord. Et triumvirat af de repeterende ukvemsord Schwein, Saumensh og Saukerl regner således ikke blot ned over stakkels Liesel fra side til side, men også ned over læseren. Man må igen konstatere, at der intet sprog er som det tyske, der egner sig så fortrinligt til at bande på.

Zusak beretter dybfølt om et splittet Tyskland, hvor ikke alle var nazisympatisører. Der fandtes skam også mennesker i den tyske befolkning, der var i besiddelse af moralbegreber som (næste)kærlighed, venskab og forståelsen for alsidighed. Disse bliver f.eks. holdt i hævd af Hubermann-familien, der risikerer livet ved at holde en jøde skjult i deres kælder.

Zusak skriver et levende, flydende og entusiastisk sprog, der side op og side ned fortæres med glødende hast. Han har leveret en formidabel og velskreven roman, der fortjener at gå sin sejrsgang verden over. Må den blive læst igen og igen og igen!

markus-zusak

Markus Zusak

Bogtyven (2)



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.