Anmeldelse

F

orlaget Globe har netop sendt en gaveæske i handlen, der består af en petit bog om cupcakes, en tylle med sprøjter og bageforme. Det bedste ved denne gaveæske er … gaveæsken.

Cupcakes – nemt og lækkert! er en lille bog på 48 sider i kvadratisk format, der er inddelt i tre afsnit. I første afsnit får man en række forslag til – 52 af slagsen – hvordan man på festlig måde kan dekorere og pynte sine cupcakes efter alle kunstens regler. Så hvis man vil peppe sine kager op, hvis man ønsker at tune dem til lejligheden, så er der altså fin inspiration at hente her. Dette afsnit er inddelt i farvetemaer, så man kan finde lige den farve, man søger: lyserød, hvid, gul, blå, grøn og brun. Det er dette afsnit, der fylder mest. 33 af de 48 sider er helliget farverne.

Bogens andet afsnit byder på 10 forskellige creme- og glasuropskrifter, der i tredje afsnit følges op af 16 opskrifter på cupcakes: blandt andet vaniljekager, sandkager, chokoladekager, karamelsandkager, frugtkager, banankager, citron-birkeskager, marmorkager. Til sidst afrundes miniputbogen med en ordforklaringsliste, der kommer nærmere ind på en række af de ingredienser, der bruges i opskrifterne. Det forekommer dog en smule omsonst at forklare, at kokos er tørret, usødet og fintrevet kokosnød. Og selvom der står, at kokos fås i helsekostforretninger, så kan det nu købes i alle dagligvareforretninger.

Jeg skrev indledningsvist, at det bedste ved gaveæsken er æsken, og det mener jeg fortsat. Sprøjten med tyller, de medfølgende bageforme og bogen er ikke sættes pris på ca. 149,- værd. Sprøjten er billig, bageformene irrelevante og bogen ikke særligt interessant. Men æsken, ja æsken er rigtig flot. Der er blevet brugt uforholdsmæssigt meget materiale til at pakke tre så små ting ind. Men æsken tager sig uden tvivl fin og farvestrålende ud, når den står på butikkernes hylder. Men ressourcespild, ja det er det.

Hvis man vil have en ordentlig bog om cupcakes, så har Politikens Forlag og Nyt Nordisk Forlag netop udgivet – også i anledning af kagehøjtiden, vi befinder os – to bøger, man hellere bør købe: Cupcakes: 39 lækre opskrifter (Politikens Forlag) og Eventyrlige cupcakes (Nyt Nordisk Forlag) … og begge bøger leveres med fine silikonemuffinsforme!

Muffins

Cupcakes



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.