Anmeldelse

E

n roman om mad, mænd og den store kærlighed, sådan præsenteres Camille Blomsts andet skud på litteraturstammen. Blomst debuterede i 2000 med Hurra, hurra, hurra og så det lange, også udgivet hos Gyldendal.

Som De siger at man kan elske uden at få børn starter, bliver man hurtigt smidt ud i hovedpersonens ønskedrøm; et uformelt bryllup med alle dem som hun holder af som gæster. Det er kun en drøm. Men drømmeren, den 28-årige Bolivia, holder fast i den og hun kender allerede sin fremtidige mands stemme. Den hørte hun da hun var 14 år og arbejdede som tjener i en restaurant, dog ser hun ikke personen bag stemmen. Derfor beslutter hun sig for at blive inden for restaurationsbranchen indtil hun finder stemmens ejermand. Vor heltinde (?) må nu igennem en del strabadser, før hun kan finde sine egne svar vedrørende mad, mænd og den store kærlighed. Sideløbende med Bolivia, følger man hendes omgangskreds og hvordan disse personer klarer sig i deres egen jagt på kærligheden.

Camille Blomst skøjter friskt over klicheernes is, og det sker det ikke uden en vis knagen. Hun gennemgår de samme brugte temaer som i mange andre bøger om forviklet kærlighed, men med et sprogbrug der afspejler det nye årtusindes jargon. Med denne jargon, er romanen er tidsbunden. Så på spørgsmålet om hvor langtidsholdbar ”De siger at man kan elske uden at få børn” er, må eftertiden givet svaret. Generationen af 70’er børn vil kunne genkende en del af de ting vi ser igennem Bolivias øjne og oplevelser op igennem opvæksten i 80’erne og 90’erne. For andre generationer, er der en mulighed for at få et indblik i netop 70’er-generationen og dets sprogbrug. Årtiernes termer, mode og mærker bliver ofte brugt som anker for fortællingen. Igen en risiko for at bogen bliver uvedkommende for fremtidige læsere.

I bogens dialoger skal der holdes styr på hvem der siger hvad, for at holde sig orienteret om hvem der dyrker og forlader hvem. På én gang serveres det hele for læseren, samtidig med at puslespillet selv skal samles af hjernen bag øjnene der læser. Man fornemmer via dialoger, radiostemmer og e-mails, at Camille Blomst ønsker at skabe en dynamisk fortællestil. Hun blander korte, intense samtaler med længere, lommefilosofiske enetaler med henblik på at give læseren en variation, så man ikke falder hen i sproglig tomgang. Desværre virker dette fortænkt, lige som resten af bogen.

Som De siger at man kan elske uden at få børn skrider frem, ser man flere og flere tilfældigheder, der bliver til en større helhed i Bolivias verden. Man er som læser ikke et sekund i tvivl om at det man læser, er en gennemkomponeret totalitet, hvor heltinden ikke kan fejle i sin mission: Sådan er det altid med smukke historier, livet er så fantastisk at ingen gider at tro på det. Lyserødt, sødt og kunne være skrevet af en forelsket teenager.

Camille Blomsts værk er et tidsbillede af en generation der er ved at være voksen og skal tage over fra den ældre. Mens man suser igennem Bolivias fnisende flashbacks og forhåbningsfulde flashforwards, fås et indblik i en splittet og forhåbningsfuld ung kvinde, som er på kanten til sit voksne liv. Et liv som hun både længes efter og gerne vil undgå.

Camille Blomst begået en uhyre banal bog, der bedst egner sig til en regnvåd efterårsdag tilbragt på sofaen. Hvis fjernsynet er i stykker og internettet afbrudt. De siger at man kan elske uden at få børn viser hvad der rører sig i en ung kvinde og hendes sfære i det nyeste århundrede. Men det kradser ikke særligt dybt og fremstår mest af alt som et dansk bud på en Disney-prinsesse.

Camille Blomst



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.