Anmeldelse

T

erry Pratchetts De små blå mænd – der er første bind i serien om Tiffany og de små blå mænd – er netop blevet genudsendt som paperback af Borgens Forlag. Så hvis man endnu ikke kender Terry Pratchetts vidunderlige, eventyrlige og magiske univers, så bør man fluks slå kløerne i denne roman – den er drønspændende og super sjov!

Tiffany er ikke en helt almindelig niårig. Hendes ambitioner for fremtiden er ikke af den gængse slags – hun vil nemlig gerne være heks, når hun bliver stor! Dette er ikke – som man måske først skulle tro – en helt umulig drøm, da det faktisk viser sig, at der tidligere har været hekse i hendes familie. Bedstemor Smertling – der udover at have været selvlærd ekspert i fåresygdomme – var nemlig også heks!

Hurtigt rygtes det i den magiske verden, at Tiffany er en pige, man skal holde øje med – hun har hekseevner, er klog, modig og udpræget slagfærdig! Denne modighed indvies vi allerede tidligt i, da Tiffany tager kampen op med Janne Grøntand (et hæsligt, spidstandet og modbydeligt uhyre, der lever i flodens dyb) og slår hende ud med en stegepande – ja, en stegepande! Hun bruger sin altid kværulerende lillebror som lokkemad – hun placerer ham ved flodbredden med en pose slik – og gemmer sig selv i nærheden bag en busk med stegepanden højt løftet, da:

Hun løb ud af sit skjulested mens hun svingede stegepanden som et boldtræ. Det hylende uhyre, som sprang op af vandet, mødte stegepanden, der bevægede sig den modsatte vej, med et klong. Det var et godt klong, med den oiyoiyoioioiooioinnnnnggggggg-lyd der kendetegner et veludført klong. Væsnet blev hængende et øjeblik mens et par tænder og lidt vandplanter plaskede ned i vandet, og gled derefter langsomt ned og sank under vandet, ledsaget af nogle vældige bobler.

Som det er tilfældet for så mange andre niårige piger, så er Tiffanys lillebror forfærdeligt irriterende, forkælet og så skal han i øvrigt altid skal tisse. Men selvom Tiffany ikke er specielt glad for Adelbert – lillebroren – så føler hun dog alligevel, at hun bliver nødt til at redde ham, da han desværre må se sig selv bortført af en ond dronning, der fører ham med sig til landet på den anden side. Dette er ikke et rart sted! Det er et sted, hvor drømme og mareridt bliver til virkelighed. Så nu må Tiffany – der allierer sig med de bandende, svovlende og drikkende små, blå mænd (Nac Mac Feegle-folket) – redde Adelbert ud af det forheksede rige!

Terry Pratchetts univers er vidunderligt, og hvis man er fan af fantasy, så bør hans romaner være velrepræsenterede på ens reol. Det er vidunderligt, at Borgens Forlag igen begynder at udgive Terry Pratchett, og Svend Ranild har med sin oversættelse leveret et flot stykke arbejde, der er tro imod den engelske original.

Terry Pratchetts Diskverden-univers er pt. blevet skildret i 36 romaner – den første skrev han i 1983, den sidste i 2007 og to nye romaner er på vej – så der er nok at gå i gang med! Når man er færdig med De små blå mænd kan man således med fordel fortsætte sin læsning med En hat fuld af himmel, der er andet bind i serien om Tiffany og de små blå mænd, og som også er tilgængelig fra Borgens Forlag.

I en tid, hvor fantasy fylder så meget (bl.a. takket være J.K. Rowling), ville det være godt, hvis også danske læsere for alvor fik øjnene op for Pratchett – han er en fantasymester, der skriver eventyrligt godt om eventyrenes verden – køb ham og læs ham!

Terry Pratchett

Terry Pratchett



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.