Anmeldelse

ComicWiki_logo

D

e er blå, de er små og de har hvide huer og bukser på! Det er naturligvis smølferne, der er tale om. Endelig kan man igen erhverve sig Peyos suveræne tegneserie takket være Forlaget Carlsen, der netop har relanceret de to første bind i serien om de blå nisser, hvoraf historien om De sorte smølfer er det første.

Endelig! Langt om længe! Det var på tide! Sådan lyder det fra en længselsfuld smølfoman, der i årevis har hutlet sig gennem det ene antikvariat efter det andet i jagten på de så uopdrivelige tegneserier om smølferne, der i mange år har været udsolgt fra forlaget. Nu er de tilbage – hyggelige som altid – i et nyt, lækkert minihardbackformat.

Jeg var, da jeg var lille, bidt af en gal smølf! Jeg blev født i den rigtige ende af halvfjerdserne, hvor smølferne for alvor gjorde deres indtog på de danske børneværelser, og hvor Johnny Reimar toppede med den ene smølfe-LP efter den anden – og jeg havde dem naturligvis alle sammen! Jeg havde smølfer på væggen, i skufferne, i skabene og under sengen. Jeg havde smølfenattøj, smølfelamper, meterhøje smølfer i stof og alle de små plasticsmølfer (der igen er blevet populære) man kunne opdrive – og så havde jeg naturligvis tegneserierne, der desværre er gået tabt!

Så det er med klappen i hænderne og glæde i øjnene, at jeg igen begiver mig på eventyr med de små, blå nisser, der udgives i Carlsens minicomics-serie. Et format (ca. 17×22 cm.), der ikke berøver Peyos vidunderlige tegninger det mindste, og som ligger rigtig godt i hånden.

Det første bind (der er tegnet i 1963) indeholder udover historien De sorte smølfer også historierne Flyvesmølfen og Smølfetyven.

I historien De sorte smølfer bliver en smølf stukket af en såkaldt bzz-myg, der forvandler de ellers så fredelige, blå smølfer til ondskabsfulde, gnækkende og sorte smølfer. Smølfepatriarken (Gammelsmølf) må derfor hurtigst muligt smølfe en modgift, førend alle smølfer bliver forvandlet til gnækkende hidsigpropper.

Den anden smølfehistorie i bind et – Flyvesmølfen beretter om en smølf, der er træt af at være bundet til jorden. Han vil flyve, han vil have vinger, så han kan udforske himmelen. Alt går dog ikke som planlagt, og flyvesmølfen ender i en slem smølfepine med ondt i maven.

I den sidste historie – Smølfetyvenender en smølf med at bliver kidnappet af Gargamel (smølfernes ærkefjende), der i en tudsegammel bog om alkymi har læst, at man for at lave guld af uædle metaller skal bruge en smølf – så sådan en må han jo fange!

Historierne er som jeg husker dem – hyggelige, sjove og geniale! Peyo er en sand tegneseriemester, og Forlaget Carlsen skal have tak for igen at give danskerne mulighed for at læse om alle de eventyr, de små blå kommer ud for. Må der vokse en ny generation af smølfomaner op! Det er i øvrigt glædeligt, at forlaget også genudgiver Peyos tegneserier Benny Bomstærk og Henrik og Hagbart – dem vil jeg ligeledes se frem til! Kunne man i den henseende måske også håbe på en relancering af Wijn og Roeps Gammelpot? Jeg håber! 

Peyo_With_Smurf_Figure

Peyo

Smølferne_01_minicomics



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.