Anmeldelse

K

an man finde den store kærlighed, den ægte kærlighed, mere end én gang? Dette har David Foenkinos skrevet en herlig roman om. En roman om forelskelse, der læser sig i en svimlende hast. Og tag endelig ikke fejl af romanens petit statur: Der er masser af tanker om kærlighedens væsen gemt i denne lille perle, der fastholder én i eftertænksomhed efter endt læsning.

Nathalie leder ikke efter kærligheden, men finder den ved et rent tilfælde midt på gaden, da François stopper hende. Hun har aldrig set ham, han har aldrig set hende. Men Amor har affyret sine pile, og de har ramt plet. Kærligheden blomstrer med ægteskab og harmonisk samliv til følge. Lige indtil den dag, hvor der sættes et punktum for François’ liv: Han køres ihjel under en løbetur.

Nathalie står alene tilbage med et tomrum og en smerte så stor, at hun vælger at tackle sorgen ved at begrave sig i arbejde. Hun har affundet sig med, at kærligheden fandt hende, at den igen forlod hende og at hun nok aldrig igen vil finde den. Men så dukker svenskeren Markus op, der langsomt fejer benene væk under hende og giver hende kærligheden og livsglæden tilbage.

Den aparte Markus, der er ansat  under Nathalie i den franske IKEA-filial, er sjov og charmerende. Og så har han, hvilket er nok så vigtigt, delikatesse og finfølelse. Modsat Nathalies chef, den egocentrerede, gifte og selvsikre Charles, der også er forelsket i hende, men som fører sig frem som en klodset hanelefant i en glasforretning.

David Foenkinos skriver om kærligheden, om at finde den, miste den og genfinde den, på en sådan måde, at man løbende skifter imellem tristesse og melankoli, smil og glæde. De små kapitler indledes med citater og aforismer, der indrammer den store fortælling. Blandt andet citeres den rumænske filosof og essayist Cioran for følgende: Kunsten at elske er at forene vampyrens temperament med anemonens diskretion.

Og det er netop, hvad Markus (uvidende) formår at gøre: Han er diskret, høflig og charmerende. Men han er også handlekraftig og temperamentsfuld, hvilket Charles må sande efter en ubehagelig nærkontakt med en knyttet næve. Og hvis man sidder tilbage, når den sidste side er blevet vendt, og tænker: Den roman gad jeg godt se filmatiseret, så kan jeg fortælle, at det er den faktisk blevet. Det er endog forfatteren selv, der har siddet i instruktørstolen.

David Foenkinos

David Foenkinos

http://fiktionogkultur.dk/wp-content/uploads/2013/04/Delikatesse1-679x1024.jpg



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.