Anmeldelse

V

arulve og vampyrer er i vælten. Romaner, tv-serier og film bliver skrevet og indspillet i rå mængder. Den metafysiske genre giver krimigenren kamp til stregen … herligt! Nu har den britiske forfatter Glen Duncan begået en vaskeægte varulve-cliffhanger, der ikke lader sig stryge med hårene. Nej, den stritter (ikke kun, i øvrigt) med børsterne! Den sidste varulv er en ækel og modbydelig (og det er positivt ment!) pageturner, der hager sig fast hos læseren fra første til sidste side.

Den 200 år gamle varulv Jake Marlowe lever et desillusioneret liv, hvor kærlighedsløs sex med prostituerede, kæderygning af fancy mærkecigaretter og nedsvælgning af dyr og tudsegammel whisky er det, han frugtesløst får dagene til at gå med. Han er, som James Fenimore Coopers berømte mohikaner, den sidste af sin slags … tror han! Derfor har han intet imod, at anti-varulveorganisationen WOCOP stræber ham efter livet. Han ønsker ikke længere at leve, så han planlægger at tilbyde sit eget liv til varulvejægeren Granier, der hellere end gerne placerer en sølvkugle i hans behårede bryst. Af årsager, der ikke skal afsløres her.

Men, og der kommer jo altid et men, Marlowe kommer på bedre tanker, da han finder ud af, at der til hans slumrende varulvehan findes en varulvehun. Fremtiden er altså ikke så usikker, som han gik og troede. Så Granier (og de øvrige WOCOP-agenter) får kamp til stregen, da Marlowe ikke længere har i sinde frivilligt at lade dem berøve ham livet. Nu er der jo en kvinde at leve for!

Den sidste varulv opbyder – og så er man advaret – sexscener af dampende hedonistisk tilsnit, hvor fokus er lagt på den dyriske og kronisk erektionsplagede varulv, der lader sig kompasstyre af sit strittende lem mod prostituerede kvindeskød. Det er dyret, bæstet, versus den civiliserede mand. Her bliver der ikke lagt fingre imellem, og de farverige beskrivelser af Marlowes libido skrives frem med en rå kraft, der fint afspejler monsteret i ham. Marlowe lever da også sit liv efter devisen knep-dræb-æd! En slags komprimeret sammenskrivning af Charles Darwins teser. Man skal altså ikke være en sippet og stramtandet mus, hvis man skal finde fornøjelse i Glen Duncans farverige varulveeventyr … tværtimod!

Men det er ikke kun den rå brutalitet og den dyriske sex, som Glen Duncan evner at skriver overbevisende frem. Han er også ganske ferm med humoren. Som da en af varulvejægerne, den lettere Clouseau-agtigt kluntede Cloquet bliver overmandet og pacificeret af Marlowe med et spark i nosserne og en dolk i … ja, læs her:

Vi måtte gå bagom gennem skoven for at få udsigt over huset med vinden imod os, noget af en kamp for Cloquet, der humpede af sted med den ene hånd skærmende over hans dolkede mås, den anden over hans disharmonisk syngende nosser. Da vi standsede op under et træ ikke så langt fra husets forside, faldt han ned på knæene og kastede op, stille. Stille gentog han merde, merde, merde, indtil jeg hyssede på ham for at få ham til at holde kæft.

Og senere om den selvsamme og endnu lidende Cloquet: Cloquet lå ved siden af mig på sine knæ og albuer, tilsyneladende en stilling, der gav ham maksimal lindring til hans numse, nosser og nedre maveregion.

Humoren er en bestandig følgesvend, der løbende stikker sin snude frem som en behagelig pause fra romanens mere voldsomme side.  Det er også fornøjeligt, at Duncan – som i filmserien Underworld – har ladet varulve og vampyrer være arvefjender, der hader hinanden som pesten. De kan ikke udstå stanken af hinanden, der fremprovokerer væmmelse og ufrivillige konvulsioner hos de respektive parter. Vampyrerne er sofistikerede, varulvene brutale. Vampyrerne er civiliserede oratorikere, varulvene umælende og kopulerende dyr. Den evigt bestående kamp mellem de to arter bliver i Duncans roman tvistet finurligt. Et tvist, der uden tvivl vil være omdrejningspunktet for de to næste (og yderst velkomne) romaner i den planlagte trilogi.

Glen Ducan, der på bogens smudsbindsflap er afbilledet med en ægte varulvemanke, har skrevet en postmoderne referenceroman, hvor henvisninger til såvel popkulturen, som til den mere lødige kanonkultur, præger de 367 hurtigt slugte sider. Highbrow gnubber skuldre med lowbrow. Vi lever i en verden, hvor sammensmeltningen af den “lødige” med den “ulødige” kunst for længst er sket. Man skal være en særdeles hårdnakket kulturakademiker/-kritiker af den gamle skole, hvis man ikke i dag formår at tilskrive populærkulturens frembringelser blivende kvaliteter.

Så hvis man er til metafysisk litteratur, hvis man kan lide vampyrer og varulve, og Bram Stoker i forvejen står i reolen ved siden af Anne Rices samlede vampyrforfatterskab og Charlaine Harris’ True Blood-romaner om servitricen Sookie Stackhouse og vampyren Bill, så vil der uden tvivl også være plads til Glen Duncans kulørte Den sidste varulv, der i den grad bider fra sig. Stor og banebrydende litteratur, nej! God og underholdende litteratur, ja!

Glen Duncan

Glen Duncan



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.