Anmeldelse

H

os Erling Jepsen er der altid skeletter i skabet, når vi besøger familien Jensen. Skeletter, der hober sig op, vælter ud og punkterer enhver forestilling om idyl og harmonisk familiehygge. Sådan er det også i Jepsens nye roman, Den sønderjyske farm, hvor vi igen er i lillebyen Gram.

Første gang, Jepsen inviterede os med til Gram, var i Ingen grund til overdramatisering, så i Kunsten at græde i kor og Med venlig deltagelse og altså nu igen i Den sønderjyske farm, der med slet skjulte referencer har forbrødret sig med Karen Blixens Den afrikanske farm. I Erling Jepsens univers dyrkes der dog ikke kaffe, der avles kaniner.

Alt er ved det gamle i Gram, i hvert fald på det familiemæssige plan: Vi befinder os i 1960’erne, og faren er stadig et nervevrag, der har haft en uhensigtsmæssig nærkontakt med datteren Sanne, der er anbragt i familiepleje til hun fylder 18. Moren, der er småløs på tråden, forsøger efter bedste evne at komme overens med sin mand og dennes psykiske ustabilitet og de humørsvingninger, denne medfører. Storbroren er flyttet hjemmefra, og Allan, der er romanens primære fortæller og Erling Jepsens litterære alter ego, har travlt med at passe sin voksende bestand af kaniner.

Allan har svært ved at finde venner. Faktisk er det kun den jævnaldrende Frode og den lidt yngre Mette, der vil spendere tid sammen med ham. Han er faldet i unåde på grund af det, faren, som er persona non grata i byen, har gjort mod søsteren. Derfor kaster Allan al sin tid og energi ind i den omsiggribende avl af kaniner, hvor Frode og Mette fungerer som henholdsvis 1. og 2. fodermester på kaninfarmen.

Det hele emmer af oprør og opgør: Oprør mod familien og gamle normer, oprør blandt de voksne og et voldeligt opgør børnene imellem. Man kommer uvilkårligt til at tænke på Morten Ramslands hjemstavnsfortælling Sumobrødre, hvor en gruppe drenge i et rækkehuskvarter i 1980’ernes Odense også semibekriger hinanden. I Den sønderjyske farm er det Banelinjen, et bevokset område, hvor drengene i Gram har bygget huler, der bliver centrum for det opgør, der har ulmet under overfladen fra første side. Et opgør, som kulminerer med bulder og brag … og indlæggelse på sygehuset.

Vanen tro har Jepsen krydret sin fortælling med en solid dosis humor, der – emnets alvor taget i betragtning – kan virke malplaceret, men som ikke desto mindre er en god ventil at kunne benytte sig af, når det hele bliver for tungt at danse med. Som da der kommer en negerkvinde til byen, der søger at finde sammen med den eneste ene, men som i stedet går en krank skæbne i møde. Eller da Allans mor – efter at have afhjulpet trommesyge kaniner med deres mavepine ved at føre vaselineindsmurte vatpinde op i deres rumper – forsvinder om bag ved legehuset med to mænd fra byen, et rigtig Helle Helle-øjeblik. Det vrimler med barokke passager, hvor man både smiler, ler og krymper sig.

Erling Jepsen har skrevet endnu en stærkt læseværdig roman, der læses i en ruf. Så tag endelig til Gram igen, aflæg familien Jensen et fjerde besøg og følg Allan udvikle sig til en semiprofessionel kaninavler med luftbøsse over skulderen og en ravn på samvittigheden.

Forfatteren Erling Jepsen.

Erling Jepsen

Den sønderjyske farm



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.