Anmeldelse

P

er H. Hansen og Klaus Petersen har begået et stort og flot værk om danske designmøbler, der er udgivet hos Lindhardt & Ringhof. Opslagsværket er – med over 450 værker repræsenteret – af ganske omfattende kaliber og bør være præsent i enhver designconnaisseurs bogreol – lige ved siden af Kay Bojesens lille, frække avekat!

Den store danske møbelguide er et eminent referenceværk, der leverer oplysninger om mere end 450 klassiske danske designmøbler – en spændvidde, der går fra Finn Juhl, Poul Kjærholm og Kaare Klint over Arne Jacobsen, Børge Mogensen og Verner Panton videre til Hans J. Wegner, Kay Bojesen og Poul Henningsen – her finder man et suverænt katalog over alle de store møbeldesigners klassikere.

Dansk møbeldesign er et internationalt trademark, der går som varmt brød på en tidlig søndag morgen. Tænk blot på Finn Juhls hus, der for nylig blev opkøbt af en dansk mæcen, og som i Japan bliver opbygget i et nøjagtigt målestoksforhold og indrettet så korrekt som muligt med møbler, designet af Finn Juhl selv. De danske designere er kunstnere, vi i sandhed skal være stolte af!

Bogen giver som skrevet et fint overblik over en lang række af danske designikoner, der alle som et er blevet flot afbilledet. Der er – udover møblerne – også blevet plads til lamper og kunsthåndværk, hvor især kapitlet om Kay Bojesen illustrerer dette fint. Her finder man ikke kun de mere gængse værker beskrevet – Abekatten (1951), Bjørnen (1952) og Elefanten (1953) – men også alle de figurer, der ikke længere er i produktion. Som f.eks. den formidable Flodhest (o. 1955), der af Bojesen selv blev anvendt til at holde styr på sine blyanter. Eller Kaninen (1957) og Gravhunden Pind (1930’erne), der oprindeligt kostede 7 kroner og 50 øre, men som nu går for den nette sum af 5000,-

Udover de mange kapitler, der beskæftiger sig specifikt med én designer, er der et introducerende afsnit, hvor man bl.a. kan læse om udviklingen indenfor dansk design, om møbler i tiden, om Kaare Klint og Kay Bojesen samt 1930’ernes nye stil – funktionalismen. Ligeledes er der en visuel guide, der gør det muligt at få et hurtigt overblik over, hvor i bogen man finder det enkelte møbel nærmere beskrevet.

Afslutningsvis byder bogen på en række informative kapitler. Blandt andet gives der et fint overblik over de forskellige møbelproducenters mærker samt en række gode råd i forbindelse med køb – f.eks. (for igen at nævne Bojesen) kan man læse om, hvad man skal være opmærksom på, når man køber hans legetøj på auktioner.

Ligeledes er der lister over forhandlere, auktionshuse, netauktioner, samt over steder, hvor man kan få repareret sine møbler, hvis uheldet er ude Man finder også titler på andre bøger og hjemmesider, hvor man kan søge informationer om dansk design. Bogen er – som skrevet – et must for designconnaisseurer såvel som nybegyndere ud i feltet.

kay-bojesen-flodhest

Den store danske møbelguide



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.