Anmeldelse

J

eg fik forleden Dan Browns nye pageturner – Det forsvundne tegn – til anmeldelse fra forlaget Hr. Ferdinand. Det er en roman, jeg nok ikke ville have valgt at læse, hvis ikke den var dumpet ind gennem brevsprækken. Eller – mere korrekt – så lå den faktisk foran min dør, da den var alt for korpulent til den petit åbning i døren.

Jeg har læst både Engle og dæmoner og Da Vinci Mysteriet, hvilket er den primære årsag til, at jeg ikke havde hulens, sveddryppende travlt med at stå i kø hos min lokale bogpusher klokken otte om morgenen den 16. november, hvor tredje bind i serien om den kodeknusende symbolforsker Robert Langdon blev sluset ud til hungrende, danske fans.

Så lad det allerede stå klart her: Jeg er ikke fan af Dan Brown og dennes litteratur. Så er det skrevet. Så hvis man ikke orker at læse endnu en mere eller mindre “mavesur” nedsabling af endnu et Robert Langdon-eventyr, så kan man med fordel stå af her.

Jeg agter ikke at gå i detaljer med plottet i dette tredje bind om Langdons eventyr. Ikke desto mindre kan jeg fortælle, hvad alle i øvrigt nok i forvejen ved, at handlingen denne gang er henlagt til den amerikanske hovedstad Washington, og at det er frimurerne og disses hemmeligheder, der er omdrejningspunkt for al virakken.

Romanen læser nærmest sig selv, og førend man får set sig om, så er dens 562 sider – der er fordelt på intet mindre end 133 kapitler – blevet slugt (det er den mest rammende betegnelse) på to dage. Omtrent på samme måde, som man nedsvælger en MacDonalds-menu.

Der er (mindst!) tre ting, man bør bide mærke i, når man sidder med en roman á la Browns og skal til at anmelde den.

1) Dan Brown er ingen sprogæstet. Han er ikke en stor forfatter, der ønsker at bryde sprogets grænser, at presse sproget til det yderste. Han er ingen ordjonglør, der besidder store forkromede idealer om at skrive ny, banebrydende litteratur. Dan Brown skriver simpel litteratur i forstanden simple sætningskonstruktioner. Dette er én af årsagerne til, at han befinder sig solidt tronende i toppen af verdens bestsellerlister. Hvis man skal have flest muligt med på vognen, må det ikke være alt for vanskeligt, alt for svært tilgængeligt.

2) Dan Brown skriver for at underholde. Han skriver til dem, der ønsker en roman, der læser sig med 100 kilometer i timen. Hvis ikke man kan acceptere denne præmis, så er der nok ikke megen fidus i at give sig i kast med at læse endsige anmelde romanen.

3) Strukturen i Browns romaner minder til forveksling om hinanden. Mange sider, mange (korte) kapitler og et overfladisk persongalleri, der består af marionetkarakterer, som man aldrig kommer under huden på. Det er ikke mennesket, der er interessant. Tværtimod er det de turboladede handlinger og de sindrigt udtænkte konspirationsteorier, der driver værket frem med en hast, der ikke blot gør læseren forpustet, men som også betyder, at man ikke viger fra bogen, førend man når sidste side. Det i sig selv er jo også en litterær kvalitet.

Når man har ovenstående in mente, så er der intet til hinder for, at man kan lade sig forføre af Browns krimi tour de force til langt ud på de små timer – også selvom han skriver et simpelt sprog, spækker sin roman med opremsende, leksikalsk Wikipedia-agtig viden og har befolket bogen med kedelige karakterer, der er omtrent ligeså ophidsende som Pia Kjærsgaard i g-strengs-trusser. Det sidste står naturligvis for egen regning, da der givetvis findes personer, der finder omtalte person iført omtalte beklædningsgenstand ophidsende!

I øvrigt er Det forsvundne tegn en roman af den type, der er anmelderimmun. Ligegyldigt hvor ringe den er, så vil den blive en solid (jule)sællert.

Dan Brown (2)

Det forsvudne tegn - The Lost Symbol af Dan Brown - 1



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.