Anmeldelse

D

et er en udstilling på Det Naturhistoriske Museum i New York, der ufrivilligt bliver rammen om en række mystiske hændelser og bestialske mord. Det er på denne dramatiske scene, at den amerikanske forfatterduo Douglas Preston og Lincoln Child lader handlingen udspille sig. De har med Dødebogen skabt en kulminerende og fængslende afslutning på romanserien om FBI-agenten Aloysius Pendergast.

Hvis man ikke er bekendt med de to foregående romaner i trilogien om FBI-agenten Aloysius Pendergast – I pagt med djævlen og Dødedans – så vil det være en udpræget fordel at stifte bekendtskab med disse, førend man giver sig i kast med Dødebogen, vis historie eksplicit er bundet sammen med den foregående i serien. Så hvis man ikke kun vil have styr på de mange sammenvævede og sammenhængende hændelser, men også stifte bekendtskab med karaktererne i korrekt rækkefølge, så bør man helt klart læse romanerne i nævnt rækkefælge. Når dette er sagt, så venter der læseren en solid og nervepirrende krimi tour de force, der holder én fanget i åndeløs spænding fra første til sidste side.

Dødebogen er en roman, der til fulde lever op til sine forgængere. Det er en fuldblods pageturner, der kan få sveden til at springe frem på selv den mest forhærdede krimilæsers pande. Allerede fra første side kastes vi hovedkulds ud i en handling, der eskalerer fra side til side for til sidst at opnå et hæsblæsende og overraskende klimaks.

En brun pakke bliver leveret med bud til Det Naturhistoriske Museum i New York. Pakken er utæt, og en brunlig substans siver langsomt ud af et iturevet hjørne. Straks sættes det store terrormaskineri i gang, og der skriges miltbrand for fulde hals. Vi befinder os i et post 11. september USA, der endnu ikke har rystet skrækken fra 2001-angrebet af sig. Pakkens indhold viser sig dog at være alt andet end miltbrand, men dog et indhold, der kommer til at spille en essentiel rolle i sagens videre udvikling. En udvikling, der i øvrigt indbefatter en mystisk milliondonation til museet, der igen fører til åbningen af en ny udstilling, Senefs gravkammer. En udstilling, der fra start af bliver forfulgt af uheld, og som bliver åstedet for en række modbydelige og mystiske mord, der udføres med blodig virtuositet – der er dømt hårrejsning og hurtig bladvending!

Der spores ingen slinger i valsen fra de to forfatteres side, der kender krimigenrens forcer ud til fingerspidserne og udnytter disse i en roman, hvor spændingen blot stiger og stiger. De har skabt en detektiv i skikkelse af Aloysius Pendergast, der er helt i tråd med Sir Arthur Conan Doyles Sherlock Holmes og Agatha Christies Hercule Poirot – en superdetektiv af den intellektuelt helstøbte type. Samtidig har forfatteren forlenet deres detektiv med en ærkefjende – dennes egen forbryderiske bror Diogenes – der igen er et billede på Holmes’ fjende – forbrydergeniet Professor Moriaty. Det er da også Diogenes, der driver sit forbryderiske spil i Dødebogen. Et spil af den kryptiske slags, der trækker slibrige spor af død efter sig!

At der i øvrigt i romanen spilles på skrækscenariet fra 11. september 2001 kan muligvis have ansporet det danske forlag i deres valg af frigivelsesdato, der netop meget passende er 11. september – et ganske fint markedsføringstrick for en roman, der indledes som den gør.

Douglas Preston & Lincoln Child

Dødebogen (3)



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.