Anmeldelse

ComicWiki_logo

D

ød, krig og ødelæggelse har altid fulgt i kølvandet på menneskeheden, hvis manglende evne til forsoning har medført mange grusomheder. Jacques Tardis Fandens til krig (Putain de guerre) skildrer i ord og tegninger rædslerne, de mange menige soldater mødte på slagmarken og i skyttegravene under Første Verdenskrig.

Lavinen begyndte at rulle, da det østrig-ungarske tronfølgerpar, Frans Ferdinand og Sophie, blev myrdet i Sarajevo af en serbisk nationalist den 28. juli 1914. Dette var startskuddet til en 4 år lang krig, der først sluttede den 11. november 1918. Det var en krig, der kostede over 10 millioner livet.

Da Tardi indleder sin fortælling, er krigen godt i gang. Mange soldater ligger allerede døde på slagmarken, og nye tropper sendes til fronten i kreaturvogne, der er proppet til bristepunktet. Det altid sultne krigsbæst skal fodres, og det er meget sultent. Ja, umætteligt.

Vi føres gennem krigens rædsler af en fransk infanterist, der fortæller om sine oplevelser fra krigens udbrud i 1914 til efterkrigsåret 1919. Vi følger ham på slagmarken og i skyttegraven, hvorfra han beretter om de gensidige og bestialske nedslagtninger, der praktiseres med lige stor intensitet af begge parter.

Vi hører om den kemiske krigsførelse og sennepsgassen. Vi hører om luftkrigen og de første rekognosceringstogter med fly, der dog udviklede sig til deciderede bombetogter ind over London og Paris. Vi hører om søslag, ubådskrig og om briternes ibrugtagen af tanks. Vi hører om den uhumske skyttegravskrig og det frygtelige ingenmandsland med pigtråd og hurtig død.

Tardis Fandens til krig er uhyggelig… og uhyggelig god. Den anonyme soldats makabre og detaljerede beretning om krigen og den umenneskelige afstumpethed, der finder sted på slagmarken, matcher tegningernes råhed. Tardi formår i overbevisende grad at fortælle, hvorledes fredelige og fredselskende civilister, der aldrig har gjort eller tænkt ondt, forvandles til morderiske krigsmaskiner, der blindt følger de befalinger, der udstikkes af regeringer og øverstbefalende – der naturligvis alle befinder sig i sikker afstand til frontens grusomheder.

Der er en anonymitet over måden, hvorpå soldaterne bliver skildret. Stregen er ikke detaljeret, men rå og upersonlig. Et æstetisk træk, der medvirker til at fremstille soldaterne som det, de er: ligegyldige marionetter, der flyttes rundt på det skakbræt, der er krigens. Menneskerne bliver ofret og slagtet som kreaturer, hvilket Tardi symbolsk illustrerer på de to øverste ruder på side 8.

Farverne er dystre, og det er sort, hvid, grå, brun og sepia, der dominerer. Ja, det er faktisk overvejende de første 16 sider, der gør brug af andre farver end de nævnte mørke. De primært dystre farver gør, at de skamskudte, iturevne og -sprængte kroppe, hvorfra blodet flyder, står skarpt og uhyggeligt. I Fandens til krig er ord og tegninger ligeværdige. Der er en synæstesi imellem dem, og sådan skal det også være.

Fandens til krig afsluttes med et fyldigt 40 sider langt efterord, der er skrevet af historikeren Jean Pierre Verney. Dette udvider tegneserien ved at give et fagligt indblik i de omstændigheder, der førte til krigen samt ved (i korte træk) at skildre og gennemgå krigen kronologisk fra 1914 til 1919. Efterordet er illustreret med sort/hvide fotos, der afbilleder soldater fra begge fronter. Selv læste jeg ikke efterordet i umiddelbar forlængelse af tegneserien, men gemte det til senere. Selve tegneserien gør krav på, at man fordøjer den.

Slutteligt må jeg med skam erkende, at jeg ikke tidligere har læst Jacques Tardi – ingen enkeltalbums, ingen serier. Jeg har ikke læst historierne med eventyrersken Adèle Blanc-sec, og jeg har ikke været forbi Tardis fortolkning af Léo Malets Nestor Burma-historier. Det er en fejl, jeg hurtigst muligt må få rådet bod på.

Fandens til krig, der er på 140 sider, blev første gang udgivet af det belgiske forlag Casterman i 2008-2009. Den danske udgave, der er oversat af Søren Vinterberg, er trykt på blankt papir og udgives i hardcover.

Jacques Tardi og Fandens til krig

Jacques Tardi

Fandens til Krig - 2
INFO OM UDGIVELSEN:

Forfatter: Jacques Tardi
Tegner: Jacques Tardi
Indbinding: Hardcover
Samlet sideantal: 140
Farvelagt: Ja
Oversætter: Søren Vinterberg
Originalsprog: Fransk
Orginaltitel: Putain de Guerre
Pris: 348,-
ISBN: 978-87-92808-74-5
Link: Faraos Cigarer



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.