Anmeldelse

S

å er Gordon Ramsay (den britiske stjernekok) på banen med sin fjerde kogebog på dansk, Fastfood med god samvittighed, der netop er udgivet hos Lindhardt og Ringhof.

Gordon Ramsay skriver i bogens forord, at: Denne gang går min kampagne ud på at omdefinere fastfoodkonceptet og bevise, at alle kan tilberede hurtige måltider på mindre tid, end det tager at få bragt en pizza til døren. En kulinarisk filosofi, man ikke kan andet end tage hatten af for.

Fastfood med god samvittighed er bygget op på samme grafiske måde som Middag med familie og venner – denne gang følger der dog ikke en inspirerende DVD med, hvor man kan følge den karismatiske koks hyggen sig med madlavningen i køkkenet – desværre!

Bogen er farverig og spækket med fotografier af såvel retterne som Ramsay, der tilbereder dem. Det er en typisk moderne kogebog, hvor det ikke blot er opskrifterne, der er i fokus, men hvor der også er blevet plads til små historier og madanekdoter. Det er en personlig kogebog a la den type, som vi kender fra Jamie Oliver og Nigella Lawson.

Som den stjernekok han er, så går Ramsay naturligvis ikke på kompromis med råvarerne – end ikke, når det er fastfood, der skal trylles frem. Han skriver, at: God fastfood drejer sig om at bruge de allerbedste råvarer. At finde en god slagter, fiskehandler og grønthandler er, hvad det hele handler om. En konklusion, man naturligvis ikke kan være andet end enig i. Der er begribeligvis en god grund til, at Ramsay er en Michelinbesmykket gourmet – kun det bedste er godt nok!

Retterne i bogen er mange og varierede, og hvad de alle har tilfælles er, at de alle skal kunne trylles frem på 15 til 30 minutter. Men hvis man skal kunne gøre det, overholde denne overkommelige produktionstid, ja så skal man sørge for, at ens spisekammer altid er spækket med en række basisvarer. Her giver Ramsay en ganske udførlig liste af basisvarer, som han altid har i sit eget køkken.

Bogen løber over med delikate opskrifter, der kan initiere ens lyst til spontant at begive sig i køkkenet. Hvordan lyder for eksempel bruschetta med tomater og parmaskinke på skiver af ciabatta krydret med hvidløg, basilikum og dryppet med en god olivenolie? Lækkert, ikke? Eller hvad med bagels med pastrami og flødeost? – ikke dårligt, ikke dårligt!

Fastfood med god samvittighed, der består af 256 sider, er inddelt i en række overskuelige kapitler, så man hurtigt kan orientere sig indenfor supper, forretter, antipasti, salater, sandwich, æggeretter, frokoster, pastaretter, skaldyrsretter, vegetarretter, fiskeretter, kødretter, tilbehør, frugtdesserter og flødedesserter.

Lad mig afslutte anmeldelsen med at fremhæve en af de lækreste desserter, jeg i lang tid har smagt: Bagt ricotta med karamelliserede ferskner – det fås ikke bedre, tro mig!

Bogen er (i øvrigt som Ramsays tidligere) suverænt inspirerende – hvis nogen skulle være i tvivl…

Gordon Ramsay

Fastfood med god samvittighed



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.