Anmeldelse

ComicWiki_logo

F

orlaget Cobolt har netop (og tak for det!) udgivet Henrik og Hagbarts pt. sidste eventyr – Ørkenens Rose (La rose des sables) – der så dagens lys på fransk for 11 år siden i 2001. Nu kan Luc Parthoens og Thierry Cullifords historie (med tegninger af Alain Maury) således for første gang nydes på dansk i Jens Peder Aggers oversættelse.

Henrik og Hagbart gjorde deres entré i avisen La Dernière Heure i 1947, tog herfra springet til Le Soir fra 1950 til 1952 og videre til det sagnomspundne og klassiske tegneseriemagasin Spirou i 1952. Serien kom dog hurtigt til at stå i skyggen af de mere populære smølfer, der i dag er Peyos mest kendt skabninger. I øvrigt skal det lige nævnes, at begge serier – både Smølferne og Henrik og Hagbart – foregår i samme middelalderlige univers, og at det da også op til flere gange er sket, at de små blå har mødt Henrik og Hagbart.

Med Ørkenens Rose, der er bind nummer 17 i serien om det umage makkerpar, får vi et 48 sider langt eventyr, der bringer Johan og Pirlouit (som Henrik og Hagbart hedder på fransk) på lidt af en ørkenvandring. De skal eskortere kongens gode ven, ridder Godtfred, som har været forsvundet i en årrække, tilbage til det land, hvor han og kongen i deres ungdom blev taget til fange af en emir. Og hvorfor skal de så det?

Jo, det skal de, fordi Aicha (emirens smukke datter, som Godtfred under sit fangenskab blev hovedkulds forelsket i) har sendt bud efter ham. Emiren er nemlig blevet bortført, og Aicha har brug for en løsesum, så hun kan købe sin far fri. Så derfor drager Godtfred, Henrik og Hagbart af sted på en redningsaktion, der hurtigt viser sig at være omgærdet af mystiske hændelser. Godtfred og Henrik til hest og – vanen tro – Hagbart på sin trofaste ged.

Selvom Ørkenens Rose ikke er mit favoritalbum med Henrik og Hagbart, det er derimod Det glemte land (Le pays maudit) fra 1964 og Heksenatten (La nuit des sorciers) fra 1998, der gør krav på at være det, så er det stadig et album, man skal unde sig at læse. Der bliver nemlig taget fint hånd om arven fra Peyo, og eventyret er i bedste Henrik og Hagbart-stil krydret med en uimodståelig humor. Her ikke mindst varetaget af den muntre Hagbart, der elsker at fornøje med sin hjemmetømrede basun, hvilket ikke sker til ret manges fornøjelse. Ja, faktisk ingens, da Hagbart er i besiddelse af samme musikalitet som den lettere tonedøve Musiksmølf…

Thierry Culliford, der er søn af Pierre Culliford, har overtaget farens kunstnernavn Peyo og videreført en række af dennes klassiske tegneserier. Blandt andet Smølferne, Benny Bomstærk og altså også Henrik og Hagbart. Det er i øvrigt ganske interessant, at Peyo i 1976 selv instruerede tegnefilmen The Smurfs and the Magic Flute (La flûte à six schtroumpfs), der netop har Henrik og Hagbart (og ikke smølferne) i hovedrollerne. Filmen, der er lidt af en kuriositet, er desværre ikke udkommet herhjemme, men man kan, som undertegnede gjorde, købe den på både dvd og Blu-ray hos Play.com: KLIK.

Jeg håber i øvrigt, samt krydser fingre, tæer og alt muligt andet for, at de øvrige bind i Henrik og Hagbart-serien også finder vej til udgivelse herhjemme. Og meget gerne i en lige så flot og klædelig hardbackudgivelse, som Forlaget Cobolt har givet Ørkenens Rose. Det ville være fantastisk! Og endnu en gang tak til Forlaget Cobolt for at sende så flot en udgave på markedet.

Og så en lille afsluttende bemærkning, der intet har med Henrik og Hagbart at gøre: Historierne om den europæiske pendant til Superman og XY-udgaven af Pippi (den bomstærke Benny Bomstærk) må da også gerne finde vej til de danske boghandlerhylder. Blot et fromt ønske fra en glad Peyo-fan!

Thierry Culliford

Ørkenens rose



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.