Anmeldelse

K

laus Rifbjergs nyeste bogskud på stammen over romaner – Hovedløs – er en direkte efterfølger til Esbern, der udkom i 2005. Så hvis man som læser endnu ikke har fået konsumeret sidstnævnte, så kan det kun anbefales, at man anskaffer sig denne, førend man giver sig i kast med Rifbjergs nye sprogligt virtuose overskudsroman.

Det er Anden Verdenskrig, der sættes i scene i Hovedløs. Eller rettere sagt iscenesættes en række personer og disses indbyrdes forhold til hinanden og krigen på den scene, der er Anden Verdenskrig. I Esbern følger vi Esbern Dahlman-Winther, der med et brændende ønske om at bekæmpe fascismen deltager i Den Spanske Borgerkrig, og i Hovedløs er det bl.a. sønnen Kim Dahlman-Winter, der udgør en del af det brogede personregister. Et personregister, der også tæller litteraturmagisteren Harald Hynkel, hvis modenhed ikke sætter en stopper for de kødelige lyster, han også dyrker udenom ægteskabet, samt barnepigen Asta, der hurtigt bliver det centrale omdrejningspunkt i Kims unge liv.

Rifbjergs sproglige overskud er fænomenalt. Et sprogæstetisk overflødighedshorn af bombastiske proportioner er man altid garanteret, når man giver sig i kast med et værk af Rifbjerg. Ingen kan som Rifbjerg bygge en passage op, der emmer af eros, så selv Freuds briller måtte være i farezonen for at dugge til. Anderledes forholder det sig ikke med Hovedløs, hvor forfatteren brillerer med passage på passage, der ikke kun rummer stor humor, men som også frembyder en intens forståelse for det kødelige i symbolsk forstand. Hovedløs er en intens, eksistentiel skildring, en fantastisk roman fra Danmarks store revsende sprogmester, der skriver sig ind blandt Rifbjergs bedste. En roman, hvorigennem Rifbjergs buldrende viden og humanistiske og kulturradikale forankring spores fra side til side i et værk, der vidner om en stor kultuhistorisk og litterær indsigt. En knivskarp kommentar til en svunden tid, der aldrig må glemmes, men altid skal huskes.

Om Klaus Rifbjerg har Søren Krarup engang nedladende konstateret, at denne er (…) en skør skrivekugle – i det mindste er han ikke kun skør! Men ja, hvis begrebet skrivekugle repræsenterer en litterær foretagsomhed, der går ud over det sædvanlige, så er det skam et dækkende term for Rifbjerg. Han er en forfatter, der med en ubegribelig hast kan levere den ene roman efter den anden. Romaner, der ikke giver køb på den litterære kvalitet om end de produceres i et tempo, der nok kan få de fleste andre forfattere til at svede tran.

Rifbjerg er Gyldendals gyldne gås, der lægger det ene guldæg efter det andet. En forfatter, der i litterært trængte tider rent faktisk er rentabel, hvis man kan driste sig til at måle litteratur i noget så antikulturelt som økonomisk afkast. Siden Rifbjergs litterære debut med digtsamlingen Under vejr med mig selv i 1956 er det blevet til langt over 200 udgivelser. En produktivitet – der ved siden af forfatterens store artikel- og kronikproduktion – tegner et billede af en mand, der gennem 51 år har været med til at definere dansk litteratur og kultur.

Rifbjerg er et litterært fyrtårn – et ikon – der selvom han i år runder 76 år endnu ikke viser tegn på mental træthed. Den kreative åre bulner til stadighed med fortællinger, vi som læsere med glæde lader os injicere med. Der er endnu lang tid til store Klaus’ svanesang – gudskelov for det, og så ville det i øvrigt ikke være uden mening, hvis Det Svenske Akademi indstillede Rifbjerg til Nobelprisen!

Klaus Rifbjerg (3)

Hovedløs (4)



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.