Anmeldelse

H

úrins børn er en af de mange efterladte fortællinger, der lå ufuldendte tilbage, da John Ronald Reuel Tolkien døde i 1973. Nu har sønnen – Christopher Tolkien – samlet, redigeret og udgivet den roman, der kronologisk går mange tusind år forud for handlingen i henholdsvis Hobbitten og Ringenes Herre.

Det sker ikke ofte, at en for længst afdød forfatter får publiceret et ikke tidligere udgivet værk. Selvom det i år er 34 år siden, at Tolkien døde, er det dog stadig muligt at læse nyt fra hans hånd, takket være sønnen Christopher Tolkien, der har forestået den posthume udgivelse af Húrins børn. Et værk, der tager læseren med tilbage til en tid, der foregår lang tid før handlingen i Ringenes Herre.

Hvis man er Tolkien-aficionado, så er det med glæde og rumsterende sommerfugle i maven, at man sætter sig til rette i sin læsestol med Húrins børn mellem hænderne. Det er ikke hver dag, at der er nyt fra Tolkiens fantasyunivers, så det er med forventningen sitrende elektrisk i kroppen, at man begiver sig ud på læseeventyr med Húrin og Morwen og deres to børn Túrin og Niënor.

Romanen tager sin begyndelse i de ældste tider – en mytologisk sagnfortid – mange tusinde år før Frodos kamp mod Sauron. Húrins børn er fortællingen om den skæbne, der blev Húrins slægt til del, da han udfordrede mørkets fyrste Morgoth og måtte se sig taget til fange. Da Húrin trodsede Morgoth blev en forbandelse nedkaldt over dennes slægt, og en krank skæbne gled familien i møde. Túrin – den uheldsvangre helt, fortællingen centrerer sig omkring – tager affære mod mørkets fyrste, men har svære kår at kæmpe under, da Morgoths forbandelse hænger som en sort sky af uheld over hans person.

Hvis man endnu har til gode at læse Tolkiens bjergtagende værker, så er det ikke Húrins børn, man skal begynde med. Selvom romanen kronologisk foregår før Hobitten og Ringenes Herre, så vil nytilkomne Tolkien-læsere have større glæde af først at stifte bekendtskab med karaktererne i disse to sidstnævnte romaner og så efterfølgende “spæde op” med fortællingen om Húrin og dennes børn.

Mange af Tolkiens efterladte fortællinger lider under at være knapt så tilgængelige og skrevet i et ofte meget svært forståeligt – nogle vil mene tørt og kedeligt – sprog. Dette gør sig ikke mindst gældende for hans skematiske almanak Silmarillion, der kun henvender sig til hardcore fans af Tolkiens utrolige univers.

Et lignende tilfælde er Húrins børn dog ikke, og selvom romanen ligger fjernt fra Hobbittens hyggelige og varme sprogdragt og den storladne og eventyrligt gode epik, der kendetegner Ringenes Herre, så er den en stor og heroisk fortælling spækket med mange timers bjergtagende og forførende læseunderholdning. Weekendavisens Anne Knudsen skrev i sin anmeldelse af den engelske udgave, at Húrins børn i stil ligger tæt op af de islandske sagaer. En iagttagelse, jeg kun kan tilslutte mig.

Så hvis man er Tolkien-fan, og savner lidt godt læsestof til de kommende mørke efterårsmåneder med regn og rusk og tidligt mørke, så kan det kun gå for langsomt med at få denne heroiske fortælling hjem på boghylden.

Tolkien (3)

Húrins børn



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.