Anmeldelse

M

ette Jensen Hayles har skrevet en ubærligt ubehagelig roman om at elske. Jizz, hedder den. Det kunne lige så vel have været en roman om smerte, ubærlig smerte. En roman om afmagt og uformåen. Og det er det også. Og den er smuk som en dansende stjerne.

Man må endnu have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne, skrev Friedrich Nietzsche i Således talte Zarathustra. Man må formode, uden at tvinge romanen ned i autofiktionens kasse, at et sådant kaos har hersket i Mette Jensen Hayles. Romanens flap gør nemlig i forbifarten opmærksom på, at forfatteren har levet efter mange af de forkerte regler, men [at hun] hidtil har overlevet. Og denne konstatering er jo svær at overse, når man efter endt læsning har været igennem livets ragnarok sammen med romanens hovedkarakter, lægen Louis Broe.

Der er ingen lethed over tilværelsen, der for Louis Broes vedkommende fremstår som tiltagende ulidelig, uoverskuelig og uretfærdig. Han har alt – en dejlig kone, familie, venner og et godt job – men alligevel begynder det at knage. En knagen, der langsomt tager til i styrke og omfang. Han suges ind i en nedadgående spiral, der slynger ham hid og did. Han mister rodfæste i tilværelsen, drikkeriet eskalerer og han indleder et forhold til en yngre kvinde.

Louis’ efternavn er nærmest et spejl, der dikterer dennes skæbne, for han er en mester i at brænde sine broer, at bygge dem op igen blot for (mere eftertrykkeligt) at brænde dem endnu en gang. Han kaster alt overbord: ægteskabet, sit gamle liv og jobbet. Han lader sig opsluge af alkoholismen, lader flaskerne dominere og bestemme. Ægteskabet kan ikke reddes. Det er rådne æbler, regn og døde snegle.

Hun kigger ikke på mig mere, men ud i haven. På de rådne æbler og regnen. De døde snegle og gyngestativet, som knirker i vinden.

Den knirken, gyngestativet føder i vinden, repræsenterer den knirken, der længe har været i Louis’ liv. Det er ikke en knirken, man fikser med en dråbe olie. Det er symptomatisk for alkoholikere, at livet knirker, at livet gør ondt. Fiktionen tegner nogle ubærlige portrætter af alkoholismens konsekvenser. Tænk blot på den menneskelige deroute, der skildres i Leaving Las Vegas og Bænken, hvor henholdsvis Nicolas Cages og Jesper Christensens karakterer har mistet noget, der kun svært (hvis overhovedet) kan genfindes og generobreres.

Dette “noget” er kærligheden: kærligheden til livet, til sine børn, til sin kæreste. Kærligheden til alt det, der gør livet værd at leve. Og det er også kærligheden, Louis har mistet – kærligheden til sig selv, ikke mindst.

Mette Jensen Hayles skriver en smerte frem, der bider sig fast i læseren. Det er en roman af den slags, der ikke læses og glemmes. Den lagrer sig i baghovedet, hvor den lever sit eget liv og spøger. Den sætter tanker i gang, den er uafrystelig. Hayles har skrevet en blændende debutroman, der er rå og enkel i sproget, men som på samme tid er kompakt på følelser, stemninger og lidelse. Jizz er en dødsmesse, hvor basunerne fra start annoncerer, at enden er nær, hvis man ikke kan holde hast i kærligheden.

Det er ikke altid, at den dansende stjerne vinder over det kaos, der skal bære den frem.

Jizz



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.