Anmeldelse

V

i glemmer ofte, når vi rejser ud for at søge oplevelser, at Danmark har byer, hvor oplevelserne står i kø. Hvor godt kender vi eksempelvis vores hovedstad? Hvor velbevandret er vi i dens historie og dens arkitektur? Hvor tit besøger vi den, hvis vi da ikke lige bor i den? Med Hans Ole Madsens bog i hånden, får vi mulighed for ikke kun at nyde den, men også at lære den bedre at kende!

Hans Ole Madsen har med København – billeder fra en by i Europa ikke blot skabt en medrivende fotoguide over Københavns mangesidige natur og bymiljø, han har skabt en kærlighedserklæring til den by, han kalder sin!

Og hvem kunne være bedre egnet til at skildre Københavns mange fascinerende sider end en person, der netop har erklæret sin ubetingede kærlighed til byen? Bogen er en smuk rejse, der skildrer vores hovedstad, som den tager sig ud efter årtusindskiftet, i adskillige fotografier.

Bogens mange, store og elegante billeder tager livtag med alt fra den smukke, gamle Kornmølle på Kastellet, Den Lille Havfrue og Amalienborg Slot til Marmorkirken og Rosenborg Slot. Der er billeder af Nyhavn, Vor Frue Kirke, Christiania og Langebro. Ja, der er – med andre – billeder af København!

Billederne illustrerer ikke en statisk by, men en levende og dynamisk by, der emmer af historie – ja, en tusindårig historie. For det var her for omkring tusind år siden, at de første bosættere anlagde et lille fiskerleje kun få kilometer fra den nye bydannelse, der på sigt skulle blive til det København, vi kender i dag.

Hans Ole Madsen har fokuseret på diversiteten – på byens alsidighed – i sin visuelle skildring og formidling af alt det, der er København. Ikke kun er det de kendte steder, de kendte bygninger, der er blevet plads til i bogen.

Der er også æstetiske stemningsbilleder som billedet af Metrostationen, der udstråler energi og liv. Eller billedet af Vandkulturhuset, de vidunderlige sommerbilleder fra Frederiksberg Have, billederne af Øresundsbroen og det forførende natbillede af søerne i København, der også danner bogens forside.

Der er – med andre ord – stemning på hver en side af denne fotobog, der hylder vores hovedstad fra a til z. Bogens indledning, der er skrevet af Jørgen Selmer (direktør for Københavns Bymuseum), leverer et fin sproglig introduktion til den historie, billederne fortæller. Her føres vi på fem sider gennem Københavns historie fra de første bosættere og fiskelejer til i dag, hvor København er en moderne metropol med cafemiljøer, restauranter, museer og – ikke mindst – en metrostation.

Da bogen var i sin vorden, tog Hans Ole Madsen over 800 fotografier af København. Så mange er der ikke blevet plads til i bogen. Men de, der har fundet plads på siderne, fortæller på deres egen facon historien om det København, vi alle elsker og holder af. Det er en smuk bog, det er en hyldest og en kærlighedserklæring, der skal nydes fra første til sidste side!

København i vinterklæder

København i februar

Tryk på illustrationen for at læse min kronik “København i februar”

København



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.