Anmeldelse

K

okkens bog om oste – fra Forlaget Atelier – er en 256 siders velillustreret bog, der beskriver en lang række oste fra hele verden. Såvel de mere kendte oste – de franske og italienske – som de knapt så kendte fra Mexico, Australien og Indien findes repræsenteret i bogen, der er skrevet af Juliet Harbutt og Roz Denny.

Bogen giver en grundig beskrivelse af hver enkelt ost efter smag, farve, konsistens og oprindelse. Ligeledes leverer bogen gode råd om hvilken vin, der passer bedst til den enkelte ost.

Sammen med de mange beskrivelser af ostesorter finder man over 100 lette og spændende opskrifter med ost fra hele verden. En variation, der spænder fra supper, småretter, snacks, og salater til hovedretter, desserter, kager og tærter.

Bogens indledning er en indføring i fremstillingen af ost, hvor man kan blive klogere på hele processen, der starter ved kogens (eller fårets og gedens) yver og ender på ens bord. Der kan læses op på de forskellige mælketyper, der bruges til ost, og om græsning, jordbundsforhold og årstiderne.

Ligeledes bliver der set nærmere på specifikke ostetyper (friske oste, hvidskimmel-oste, oste med naturlig skorpe, oste med vasket skorpe, halvfaste oste, faste oste, blå oste og specielle oste) der beskrives kort og koncist i tilhørende underpunkter.

I afsnittet om vin og ost kan man blive klogere på, hvilke vine – hvilke druer – der går godt sammen med specifikke oste. En ting, der er godt at vide, da – som der står i afsnittet – vin og ost er det perfekte par.

Der er også – under kapitlet Oste fra hele verden – et enkelt kapitel om danske oste, der fylder tre sider. Her kan man læse om ostens historie i Danmark samt over de mest populære oste såsom: Blå Castello, Danablu, Danbo, Esrom, Havarti, Maribo, Mycella og Samsø.

Der gives også råd om, hvorledes man dækker det perfekte ostebord. Så hvis man er i tvivl om dette, så er der altså her råd at hente.

Bogen er en fin introduktion til ost og osteretter, der giver et godt overblik over mange oste. Hvis man vil supplere bogen med en anden, så kunne man eventuelt købe Aschehougs bog om franske oste, der giver tips om mere end 350 franske oste.

Oste

Kokkens bog om oste



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.