Anmeldelse

L

indhardt & Ringhofs superbe udgave af Hugh Honour og John Flemings mastodontværk – Kunstens verdenshistorie – er velsagtens dét etbindsværk indenfor kunsthistorien, man bør have stående i sin reol. Det er et gedigent opslagsværk på 928 velillustrerede sider, der giver et godt overblik over kunstens udvikling fra forhistorisk tid til kunsten i dag.

Kunstens historie spænder over et imponerende tidsrum på mere end 30.000 år, der umuligt kan opsummeres og dækkes af blot ét værk. Ikke desto mindre giver nærværende historie over verdens kunst et suverænt og introducerende overblik til de forskellige tidsperioder og stilarter, kunsthistorien igennem tiden har gennemløbet. Ud fra dette værk kan man således hente information, der i andre specialværker kan søges uddybet – det er ikke uden grund, at netop dette værk er blevet døbt det bedste etbindsværk, der nogensinde er udgivet.

Man bliver med kyndig kunsthistorikerhånd ført fra hulemaleriernes mytologiske og magiske kunst i forhistorisk tid, videre til de tidligste civilisationer og disses visuelle udtryk i akkadisk, babylonsk, egyptisk og mykensk kunst. Videre går kunstrejsen gennem det kinesiske Shang-dynasti til Assyrien, Iran, Nord- og Sydamerika og Peru – rejsen er lang, men givende!

Naturligvis helliger bogen sig også den græske såvel som den hellenistiske og romerske kunst, der har haft så banebrydende betydning for den senere udvikling af kunstmediet. Her gennemgås minutiøst begreber, man enten kan få opfrisket eller blive præsenteret for for første gang i et levende og passioneret formidlende sprog. Begreber som naturalisme – der ikke blot er et 1800-tals begreb – introduceres allerede her sammen med idealisme, proportioner og ideologien bag kanonbegrebet.

Man forundres eksempelvis over den naturalisme, man allerede sporer i Laokoon-gruppen, der skildrer Hagesandros, Polydoros og Athanodoros heroiske kamp mod to kæmpeslanger – marmorstatuen er fra første århundrede e.Kr., men har en sanselig dynamik, der også findes repræsenteret i barokken. Historien bag Laokoon-gruppen (der står i Vatikanmusset i Rom) er spændende og medrivende. Den er ikke – som den er skildret i marmorstatuen – beskrevet i den græske litteratur i netop denne form. Den ældste kendte kilde til sagnet finder man hos Vergil, der i sit romerske, patriotiske epos Æneiden (skrevet ca. 27-20 f. Kr.), hvor Laokoon optræder som den trojanske præst, der advarer sine landsmænd mod at lade grækernes træhest komme ind i byen. Vergil beretter, at mens Laokoon var i færd med at ofre en tyr til Poseidon, svømmede to slanger op fra havet, slyngede sig rundt om ham og hans sønner og dræbte dem.

Videre går kunstrejsen østover, hvor buddhistisk, hinduistisk, oldkristen, islamisk og byzantinsk kunst præsenteres indenfor det religiøse kunstregi. Dette følges der naturligt op på i kapitlet om den sakrale og verdslige kunst, der danner en naturlig forgrund for hoppet til 1400-tallets tidlige renæssance i Europa, hvor de første religiøse stridigheder begyndte at omforme kunstens virke. Her præsenteres sådanne mestre som Fra Angellico og Pierro delle Francesca, hvis sakrale kunst (Bebudelsen, 1440-45 og Kristi dåb, 1445) viser tidens stil og kunstfilosofi. 

Men også den verdslige kunst havde sine repræsentanter i renæssancens tidlige år, hvor Alessandro Filipepi (bedre kendt som Sandro Botticelli) var en af de ypperligste fortolkere af den romerske mytologi – tænk blot på mesterværket La Primavera.

1400-tallet glider som bekendt over i 1500-tallet, hvor den protestantiske kunst står i skarp kontrast til den katolske – en kontrast, der på sigt affødte nødvendigheden af tridentinerkoncilet (kirkemødet i Trento), hvor nye dogmer skulle vedtages for at redde den katolske kirke ud af den verdslighed, den var begyndte at synke ned i. Her blev der bl.a. vedtaget nye dogmer for kunstens virke i katolsk regi – dogmer, der i 1600-tallets italienske barok fik betydning for, hvorledes sådanne kunstnere som Michelangelo Merisi (Caravaggio) samt Gianlorenzo Bernini kunne udforme deres kunst.

Videre forsætter dette monster af en kunsthistorie med at introducere til nye tider, stilarter og ismer. Fra 1600-tallets brydninger videre til oplysningstiden og frihedsidealer, rokoko kunst og nyklassicisme. Herfra tages et gelinde spring til den moderne kunstæra, hvor romantikken glider over i realismen, og denne fortsætter ufortrødent sin vandring over i den udskældte impressionisme og senere postimpressionisme med Monet, Morisot, Renoir, Manet, Degas, Gaugin, van Gogh, Cezanne, Munch og Rodin – altså alle de store!

Bogen inkluderer også et interessant afsnit om indfødt kunst fra Afrika, Nord- og Sydamerika, Australien og Oceanien. Her er det blandt andet mytologien og magien, der fungerer som det grundlæggende fundament i skabelsen af kunst, hvilket f.eks. den udprægede og varierede produktion af masker vidner om. Masker, der ikke blot er kunstfærdige og smukke genstande, men som aktivt anvendes i religiøse ritualer, der har rod i det pågældende folkefærds mytologier.

Femte kapitel byder på springet ind i det sprudlende 1900-tal, hvor genier som Picasso er med til at bane vejen for en nyfortolkning af kunstens virke og formål. Nye kunstfilosofier introduceres – nye ismer ser dagens lys – og surrealisme, kubisme og ekspressionisme sprænger rammerne og chokerer såvel som fascinerer publikummet.

Den abstrakte kunst – den nonfigurative kunst – slår for alvor igennem med Braque og Picasso. I nærværende bog kan man blandt andet finde artiklen, hvor Braque og Picasso skriver om kubismens – og den orfiske kubismes – formål. Ligeledes skriver Kandinsky om brugen af farver – noget, der jo netop er et ekstremt element i dennes kunstvirke.

Bogen afsluttes med tre afsnit, der er betitlet Mellem de to verdenskrige, Efter anden verdenskrig til postmodernisme og Mod det tredje årtusinde. Her finder man en tidstavle, der strækker sig fra dadaisme og surrealisme (Dalí, Magritte og Míro) videre til art deco og sådanne højtprofilerede arkitekter som Le Coubusier og Frank Lloyd Wrigtht. Videre går turen til Pollocks og Koonings farverige universer, der glider over i minimal art, concept art og body art.

Rejsen slutter med moderne samtidskunst, hvor neoekspressionismen og videokunst præsenteres – måske lige vel hurtigt. Det er det mindste afsnit i bogen, der ikke bruger tid på de strømninger, der for tiden spores i samtidskunsten verden over. Der er ingen tvivl om, at forfatternes kærlighed – og forcer – er placeret i den klassiske ende af kunstens historie, da afsnit, der beskæftiger sig med disse, er såvel længere som mere uddybende.

Men alt i alt fremstår bogen som en solidt introducerende kapacitet, der ikke springer over, hvor gærdet er lavest. Alle perioder – alle stilarter og ismer – præsenteres udførligt (bortset fra sidstnævnte). Ligeledes bliver et stort antal af kunstnere introduceret – kunstnere, der alle har sat deres særegne og unikke fingeraftryk på kunstens historie.  Så hvis man vil have et solidt refenrenceværk, der åbner dørene til 30.000 års kunsthistorie, så er Hugh Honour og John Flemings Kunstens verdenshistorie et af de bedste bud på et samlet værk af sin slags.

Laokoongruppen

Laokoongruppen

Kunstens verdenshistorie (2)



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.