Anmeldelse

A

t LEGO har vind i sejlene er en underdrivelse. De har erobret verden med deres magiske legetøj, og i skrivende stund er vikingerne fra Billund i færd med at indtage det kinesiske marked. Så imens de myreflittige ansatte hos LEGO sikrer, at budskabet om legetøjets fortræffeligheder spredes til ethvert hjørne af vores klode, kan vi legebørn trygt svømme ind i fantasiverdenen og give os i kast med LEGO minifigurer år for år: En visuel historie.

Daniel Lipkowitz, den ene af bogens to forfattere, er en rigtig LEGO-mand. Han har tidligere skrevet bøgerne LEGO-ideer, LEGO-bogen og LEGO-legebog, der alle er blevet udgivet af Nyt Nordisk Forlag. Med nærværende bog i hånden åbner Lipkowitz sammen med Gregory Farshtey op for minifigurernes fantastiske univers … og man er solgt fra start!

Bogens ti første sider introducerer læseren for historien bag minifigurerne. Det er en skabelsesberetning, der forklarer, hvordan de gule figurer fik deres bevægelige lemmer, indbydende smil og venlige prikøjne. Man introduceres også kort for den kreative brainstorming-proces, der ligger bag arbejdet med de eminente figurer … hvordan de udtænkes, designes og produceres. Og inden man præsenteres for de enkelte årtiers figurer, får man en tidslinje, der skitserer den udvikling, figurerne gennem 35 år har gennemgået!

Bogen er inddelt i årtier, og hvert kapitel – vi starter i 1970’erne – indledes med en kort introduktion til det enkelte årti. Herefter bliver hvert enkelt år præsenteret i overskuelig noteform: Her kan man eksempelvis læse om figurerne, der blev produceret i det pågældende år, hvorledes LEGO-koncernen ekspanderer, lancerer nye produkter og bliver et verdensomspændende brand, der med rette hører til under kategorien Danish design!

LEGO minifigurer

De tre figurer, der følger med bogen.

De sidste minifigurer, der er blevet plads til i bogen, hører til i 2013. Det vil sige, at markante figurer som eksempelvis The Simpsons, der både er udgivet enkeltvis og som del af LEGO-sættet The Simpsons House, ikke er taget med. Der er heller ikke blevet plads til de fire Ghostbusters, der fulgte med Ecto-1-sættet, og man finder heller ikke Marty McFly og Emmett Brown fra Back to the Future-sættet eller The Lone Ranger-figurerne afbilledet.

Hvis man er filmelsker, og hvem er ikke det?, så er de senere års mange licensfigurer, der blandet andet er udsprunget af Marvels og DC Comics universer, Harry Potter, Star Wars, Lord of the Rings, Hobbitten, Teenage Mutant Ninja Turtles og Indiana Jones, noget, der kan få én til at klappe i hænderne af glæde.

Bogen er en indiskutabel nødvendighed, hvis man interesserer sig for LEGO’s historie. Det er en bog, man som LEGO-elsker og -samler SKAL have stående i reolen. Det er en guide, der er spækket med viden og fakta … og som indbyder til, at man begynder at samle på de herlige og vidt forskellige minifigurer. Bogen egner sig nemlig fortrinligt som afkrydsningsliste for legebarnet og nørden, der bare MÅ have figurerne stående derhjemme.

Og så kan man jo ikke andet end klappe i sine hænder over, at der også følger tre særligt udvalgte minifigurer med bogen … herligt!

Lipkowitz LEGO minifigurer år for år



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.