Anmeldelse

Når Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard, der i øvrigt er gift i antifiktionens verden, med jævne mellemrum også slår skriverpjalterne sammen, så tryller de formidabelt med det mørke liv, med krimigenren. Næsten levende – der er seneste roman fra forfatterduoen Liv Mørk – er en umanerligt velskreven roman, en slægtskrimi, der læses, sluges og fortæres i én lang og nydelsesfuld ruf.

Den lettere hedonistiske roman spænder over en imponerende tidsperiode, der strækker sig fra 700.000 år før vor tidsregning til 2011, og den hopper og springer (såvel i tid som geografisk) frem og tilbage mellem Kina, Italien og Danmark. Vi møder en lang række karakterer, der klogelig bliver præsenteret i romanens indledende personliste, men det er Pekingmanden og Pier Francesco Calibano, der som skæbneforbundne sjæle er de centrale skikkelser i romanen.

Pekingmanden, et tudsegammelt skelet, som japanerne gerne vil have fingrene i da det beviser, at der fandtes kinesere før japanere, bliver et vigtigt omdrejningspunkt. Skelettet betros til romanens hovedperson, den italienske brigadegeneral Pier Francesco Calibano, der under Anden Verdenskrig gjorde tjeneste på et japansk krigsskib i Stillehavet.  Nu har han trukket sig tilbage til sin toskanske Villa, hvor han blandt andet fordriver tiden med i tide og utide at bestige sin oppassers hustru, når den uvidende stakkel passer markerne.

Romanens anden del indledes med et velvalgt Agatha Christie-citat: Meget få af os er, hvad vi synes at være. For Pier Francesco Calibano forholder det sig netop sådan. Han bruger et helt liv på at holde sine skeletter godt gemt inde i skabet. Bogstaveligt talt. Han har så mange lig i lasten, så mange hemmeligheder, at han forskanser sig i sin villa, hvorfra han henlever sit liv. Ingen må vide, hvem han i virkeligheden er, hvad han har gjort.

Næsten levende er en fantastisk roman, en gedigent komponeret krimi, der repræsenterer en spændende og atypisk tilgang til genren. Pekingmanden fungerer i øvrigt som en Hitchcocksk MacGuffin, der driver handlingen frem, og romanen bider, som den mytiske slange Ouroboros, der symboliserer evigheden, sig selv smukt i halen, og begyndelse og slutning smelter eminent sammen. Jeg siger blot: Læs Næsten levende!



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.