Anmeldelse

A

t der er penge i elendig litteratur, det er Liza Marklunds og James Pattersons krimi Postkortmorderne et alt andet end smukt skrevet bevis på.

Romanens slutning er eksempelvis en hurtigt påklistret og frastødende dårlig afrunding på en i forvejen horribel roman. Jeg bruger ordet roman i manglen af bedre, for der er i sandhed ikke meget roman over denne karakterfragmentariske og plotidiotiske krimi. Så er man advaret!

Der er tale om en Dan Brown-agtig krimibastard, hvor hele 112 luftige kapitler spredes ud over 312 sider. Det er en krimi, der får Browns konspirationsthrillers til at fremstå som noget af det ypperste litteratur inden for genren. Marklund er ikke en sprogligt talentfuld forfatter. Det er Patterson heller ikke. Det har de sammen bevist – og slået fast med syvtommersøm – ved at skrive makværket Postkortmorderne.

Plottet lader sig forkynde så let som en popsang, der består af 90% omkvæd: Europas hovedstæder hærges af to seriemordere, der har specialiseret sig i at tage livet af unge, smukke og nygifte par. Efterfølgende får en tilfældig journalist i den pågældende by, hvor mordet er blevet begået, tilsendt et postkort og et fotografi, der gør opmærksom på udåden. En amerikansk betjent rejser i hælene på morderne, og sammen med en svensk journalist forsøger han at opspore dem. Det er det. Ikke mere, ikke mindre.

Der er flere ting, der kan få mig op i det røde felt, når man læser sig igennem de lidt over 300 sider. Den er – som så mange andre krimier – struktureret omkring en lang række godt gennemtyggede genreklichéer, der fra start til slut gør det til en prøvelse ikke at tyre bogen hen i et hjørne, hvor den kan blive ædt af støv og nullermænd. Det ville være en passende og retfærdig skæbne for en bog af denne alt andet end tunge kaliber. I stedet bliver den markedsført efter alle kunstens regler som en ypperlig krimi.

Tusindvis af eksemplarer af denne sørgelige roman har erobret boghandlernes hylder, så krimizombier som det første, når de kommer stavrende ind i butikken, let og uhindret kan voldgribe den provokerende ringe skrevet krimi, der i sin sproglige virtuositet f.eks. svinger sig op til en kantet, klodset og perfidt ringe sexscene mellem den amerikanske kliché-betjent og den ditto svenske kliché-journalist.

Ja, selv nyhederne fik flikket et indslag om Marklunds og Pattersons nye krimi sammen, der berettede om dette pars krimieventyr. Hvor tit er det lige, at nyhederne gider informere den almene borger om f.eks. Paul Austers, Günter Grass’ eller Klaus Rifbjergs nye udgivelser? Aldrig, lyder svaret. Devisen må være, at der kun er (medie)interesse for litteratur, hvis denne er af typen, der lader sig nedsvælge som is på en steghed sommerdag.

Postkortmorderne er en pageturner af den slags, der efterlader én sulten efter ordentlig litteratur. Gudfaderbevares og Vorherre til hest, hvilken gudsjammerlig undskyldning for krimigenren. Så hellere læse et postkort … igen og igen og igen!

Liza Marklund & James Patterson

Postkortmorderne



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.