Anmeldelse

F

or 25 år siden kunne børn for første gang læse om Skrumpen. Nu foreligger Gunnar Willes første bog i serien om det farveglade væsen fra planeten Snuq – Skrumpen fra det ydre rum – i en ny udgave med tilhørende lydbog på CD indtalt af forfatteren selv. Skrumpen vil uden tvivl fornøje lige så mange børn i dag som den gjorde i 1982, da den første gang gjorde sin entré på de danske børneværelser.

Skrumpen fra det ydre rum tager sin eventyrlige begyndelse en mørk og kold vinternat for mange år siden, hvor Skrumpen som et andet stjerneskud nødlander i et villakvarter et sted i Danmark. Ved et uheld er den blevet slynget væk fra planeten Snuq, der er både farverig og stribet. Til sin store fortrydelse må den sande, at jorden er et kedeligt, gråt og farveløst sted.

Da Skrumpen er et væsen med en udpræget kærlighed til farver og striber beslutter den sig for, at jorden skal være et farverigt og stribet paradis. Derfor udvælger den drengen Gustav, der skal hjælpe den med at føre projektet ud i livet. Men da Gustav er lige så genstridig og hidsig som Skrumpen er doven og påståelig, ja så bliver det et langtrukkent foretagende. 

For Gustav vil ikke ændre verden – han vil være et geni. Dette er ikke noget der passer Skrumpen, der gang på gang forpurrer Gustavs planer, hvilket resulterer i voldsomme slagsmål mellem det dovne rumvæsen og den hidsige Gustav. Det hele ender dog i lykke og idyl for de to, der tilslut bliver venner.

I en fornøjelig kombination af billeder og tekst beretter Gunnar Wille om Skrumpens ærinde på jorden. Bogen er herligt upædagoisk og er hverken forsøgt tillempet eller tilskåret (som det har været foreslået at gøre med andre børnebøger) en oversensibel tid. Således er der da også flere episoder, hvor stakkels Gustav udsættes for korporlig afstraffelse af sin far og en lærer, der er godt gale i skralden. Og Skrumpen selv pulser i øvrigt som en anden hyperaktiv skorsten løs på sine sure, stinkende cigarer, hvilket jo naturligvis er en herlig kontrast til vor tid, hvor rygningens forpestende og farlige egenskaber for længst er blevet et alment kendt faktum.

Gunnar Wille er en genial fortæller, og Skrumpen fra det ydre rum er i al sin enkelthed en yderst intelligent børnebog, der gør brug af den helt store og varierede palet, når bogens budskab med ord og billeder skal fremhæves. Således skal vi være farverige og glade ikke grå og kedelige, og vi skal ønske at gøre verden til et bedre sted at være.

Dette er et budskab, der dagen i dag er lige så aktuelt som det var for 25 år siden. Men som Skrumpen med bedrøvet mine må konstatere, så er det ikke nemt at lave verden om, når folk ikke ønsker at man gør det! Dog er det værd at forsøge, hvilket Skrumpen ufortrødent gør i såvel denne som de tre efterfølgende bøger i serien.

Skrumpen fra det ydre rum - 1

Skrumpen fra det ydre rum (3)



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.