Anmeldelse

ComicWiki_logo

A

ndet bind i Peyos serie om smølferne – Smølf den store – byder på 62 siders smølftastisk underholdning, der vil fornøje både børn og barnlige sjæle. Udover historien om Smølf den store – der i øvrigt anses som værende Peyos bedste – finder man også historien Smølfoni i C-dur – det er super smølfeunderholdning fra Forlaget Carlsen!

I Smølf den store går det heftigt for sig. Gammelsmølf har forladt smølfelandsbyen for at drage ud i skoven, hvor han skal finde vortemælk til sine eksperimenter. Ikke lang tid efter, at Gammelsmølf er draget af sted, opstår der kontroverser blandt smølferne, der ikke kan enes om, hvem der skal være smølfeleder under Gammelsmølfs midlertidige fravær. Resultatet bliver, at der udskrives valg!

Valget ender dog i en katastrofe, da den nyvalgte leder viser sig at forvandle det harmoniske smølfedemokrati med almandsret til et enevældspræget smølfediktatur – der lurer et smølfisk oprør af romerske (ja, romerske) dimensioner under overfladen!

Peyos historie Smølf den store fungerer på flere planer. Ikke kun er det en hyggelig fortælling for børn, der kan nyde de flotte, farverige tegninger og den velfortalte historie, det er også en fortælling for voksne. Historiens skarpt satiriske vinkel, hvor Peyo indlemmer overtoner af magtmisbrug, patriotisme, lobbyvirksomhed og spindoktorer viser, at der er flere lag i fortællingen, der har referencer til det politiske miljø. Dette er bl.a. en af årsagerne til, at Peyo går under betegnelsen en moderne, belgisk H.C. Andersen!

En af de mere morsomme passager i tegneserien finder man på side 37, hvor lederen af smølfernes oprørsgruppe med gjaldende røst råber følgende: dulce et decorum est pro patria smoelfi (det er skønt og ærefuldt at smølfe for sit fædreland). Dette latinske kampråb tilhører oprindeligt den romerske digter Horats, der lidt mere konsekvent lod forkynde, at: Dulce et decorum est pro patria mori (det er skønt og ærefuldt at dø for sit fædreland) – så langt går de små blå dog ikke!

Dette binds anden historie – Smølfoni i C-dur – fortæller om den stakkels (og altid falskspillende) Musiksmølf, der må se sig selv ekskluderet fra det symfoniorkester, Gammelsmølf stabler på benene. Ligegyldigt hvilket instrument, Musiksmølf får mellem sine små blå fingre, så er tonerne, der forlader det, desværre langt fra rene. Trist og deprimeret begiver han sig ud i skoven, hvor han render ind i Gargamel, der (klædt ud som fe) forærer ham et instrument, der altid spiller rent. Hvad Musiksmølf dog ikke ved er, at dem, der hører tonerne fra instrumentet, falder i en dyb, dyb søvn! Vil Gargamel få skovlen under smølferne, eller vil de igen sejre over den stædige troldmand? Det må læseren selv finde ud af!

Forlaget Carlsen har med deres nye minicomics ikke kun givet liv til en tegneserie, der i al for lang tid har været væk fra boghandlernes hylder, men har også planer om at relancere andre klassiske, belgiske tegneserier. Således vil man som tegneseriefan have noget at glæde sig til, når forlaget i foråret 2008 ikke kun udgiver flere bind om smølferne, men også Debi og Jobs Yakari, Hergés Mads’, Mettes og Sjokos oplevelser samt Peyos Benny Bomstærk og Henrik og Hagbart. Ydermere er de første fire bind af Tintin også at finde som minicomics. 

Peyo_With_Smurf_Figure

Peyo

Smølferne_02_minicomics



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.