Anmeldelse

ComicWiki_logo

F

orlaget Cobolt har for alvor slået kløerne i smølferne, hvilket er herligt. Herligt er det også, at de udgiver eventyrene med de små blå nisser i lækre, indbundne udgaver. Det er indtil videre – siden forlaget (re)lancerede serien i 2009 – blevet til 7 historier, hvor Smølfesalat (Salade de Schtroumpfs) fra 2006 er den sidst tilkomne i serien.

I Smølfesalat finder de små blå ud af, og det på den hårde måde, at naturen ikke finder sig i hvad som helst. Og da slet ikke i overforbrug af gødningsmiksturer og svampemidler.

Smølferne er mugne! De er godt og grundigt gale i skralden. De knokler deres blå numser ud af deres hvide bukser, men får ikke ordentlig mad. Så de går på krigsstien, og det er naturligvis Kokkesmølf, der får al balladen … den stakkel. Sagen er den, at Kokkesmølf benytter sig af de grønsager, som Bondesmølf leverer … og de er altså blevet voldsomt angrebet af svamp. Føj for den! Resultatet er grøntsagsretter, der smager fælt. Nu skal der nye grønsagsboller på suppen, så at sige.

Som den vi(denskab)smand, Gammelsmølf er, har han naturligvis et gødnings- og svampemiddel stående, der skal hældes på grøntsagerne. Han giver Bondesmølf strikse instrukser på, hvorledes blandingsforholdet skal være, og at han på ingen måder må overvande grønsagerne! Men Kokkesmølf, der er hårdt spændt for med et stort menageri af sultne og knotne smølfer, kan ikke vente. Så han overvander og overgøder grønsagerne, der vupti ikke blot bliver fri for svampeangrebet, men også bliver gigantisk store. Lykken er gjort, tror smølferne, men virkeligheden viser sig at være en anden.

Man skal ikke pille ved naturen. Man skal være varsom med den lemfældige sprøjten med kunstige stoffer og ikke overdænge naturen med sprøjtegifte. Det går galt før eller siden, hvilket smølferne da også må sande, da de én efter én bliver forvandlet til grøntsager. Ordsproget man er, hvad man spiser får i denne fortælling en helt konkret betydning … av for den!

Smølfesalat er – som mange andre af smølfehistorierne – en fabel, der i smølfeklæder tager et standpunkt (politisk, samfundsmæssigt, miljømæssigt osv.) og som i eventyrets stil belærer os om konsekvenserne af vores handlinger. Selvom det er farligt let blot at tildænge planter og afgrøder med unaturlige miksturer, så bliver resultatet ofte derefter. Det er både skidt for naturen og for menneskene.

Det er Luc Parthoens og Thierry Culliford (søn af smølfernes skaber Pierre Culliford), der har skrevet teksten til Smølfesalat, og det er Ludo Borecki og Jeroen De Coninck, der har varetaget tegningerne. Og farvelægningen af fortællingen står Nine Culliford (Pierre Cullifords enke og mor til Thierry Culliford) for. Man kan blot konstatere, at det bliver i familien.

Og så kan jeg afslutningsvis oplyse, at forlaget til marts sender endnu to historier med smølferne i handlen, der ikke tidligere har været udgivet på dansk. Eller – som Cobolt skriver – aldrig før smølfet på dansk. Det drejer sig om Skarnsknægten og smølferne (Un enfant chez les schtroumpfs) fra 2007 og Costa del Smølf (Schtroumpf les bains) fra 2009.

Thierry Culliford

Smølfesalat



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.