Anmeldelse

H

e’s back! Den britiske, storsvovlende Gordon Ramsay er aktuel med sin spritnye kogebog – Spis sundt – der netop er udsendt hos Lindhardt & Ringhof. Her finder man opskrifter på en lang række sunde retter, der viser, at sund mad ikke nødvendigvis er lig kedelig mad.

Layoutet i Spis Sundt er lig det, vi kender fra Ramsays Fastfood med god samvittighed, der udkom hos Lindhardt & Ringhof sidste år. Det er en kogebog af gedigen kvalitet, der ikke blot gemmer på masser af lækre opskrifter, men som også er gennemillustreret med sprøde fotografier, der gør bogen til en visuel og maveknurrende fryd at bladre igennem.

Men selvom det er sund mad, der står på skemaet i Ramsays nye bog, så kan man med lettelse konstatere, at han ikke er blevet forvandlet til en helsefreak a la Lene Hansson. For – som Ramsay skriver i indledningen – så er (…) dette ikke en slankebog. De, der kender mig, ved, at jeg ikke tror på poppede slankekure. I stedet er bogen et forsøg på at tilberede sund mad, der ikke sætter smag og duft over styr, som Ramsay ligeledes skriver.

Bogen udgøres af 256 sider, der bulner af lækre opskrifter inden for sådanne kategorier som morgenmad, frokost, brunch, grill, middage, selskaber og desserter. Især desserterne er et område, der altid er spændende hos Ramsay. Denne gang er da ej heller en undtagelse, hvor sådanne mundvandsfremkaldende delikatesser som f.eks. vaniljepannacotta med blåbærsauce og marengs med bagte rabarber er opskrifter, der ved først given lejlighed skal afprøves.

Bogens opskrifter er bygget således op, at selv novicer ud i kogekunsten vil kunne være med. Ramsay introducerer hver enkelt opskrift i en overskuelig form, hvor fremgangsmåden er skitseret uden alt for megen udenomssnak. Så bogen egner sig fortrinligt til såvel begynderen som til den mere erfarne køkkenjonglør.

Hvis man vil overbevises om, at sund mad også er spændende – og ikke mindst lækker – mad, så bør man fluks få anskaffet sig Spis sundt, der er en absolut antitese til Lene Hanssons noget mere afdæmpede (læs kedelige og uinspirerende) spiralrygskogebøger. Så kender man i forvejen Ramsays øvrige kogebøger, så bør man ikke snyde sig for også at stifte bekendtskab med denne. Spis sundt udvider ikke kun Ramsays cuisine, men også ens egen.

Bogen afsluttes i øvrigt med en række grundopskrifter på fonder som grøntsagsfond, fiskefond, kyllingefond og oksefond, der (naturligvis) er bygget op fra bunden. Så hvis man er træt af maggiterninger og alskens andre smagssubstitutter, så giver bogen altså muligheden for at kreere sine egne fonder from scratch, så at sige.

Gordon Ramsay

Spis sundt



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.