Anmeldelse

F

orlaget Globe er også aktuelle med en Sushi-gaveæske, der indeholder  en lille, kvadratisk og 48 sider lang bog, en rullemåtte og to sæt spisepinde. Som med deres cupcakes-gaveæske er der også her tale om et sæt, hvor selve gaveæsken overskygger indholdet.

Og dog … for selvom min Grinchen-agtige attitude over for denne slags materialemisbrug (der er anvendt alt for meget plastic, pap og cellofan til at gøre disse “kogebøger” spiselige) så er Sushi-kogebogen dog mere interessant, omend minimalt, end cupcakes-kogebogen.

Og hvorfor er den så det? Jo, det er den, fordi, at den på relativt få sider alligevel formår at levere informationer om sushiens historie, om nødvendigt køkkengrej, om ingredienser, om tilberedning, om fremgangsmåde og tilberedningstid samtidig med, at den formidler opskrifter på en lang række sushi-klassikere.

Når det er skrevet, så skal det dog også påpeges, at ej heller denne gaveæske er de 149 kroner værd, som er sættes cirkapris. Man får mere emballage, end man får kogebog. Jeg vil anbefale, at man, hvis man gerne vil have en interessant og velinformerende sushi-kogebog, investerer i Kimiko Barbers Sushi – smag og teknik fra Nyt Nordisk Forlag, der er på hele 255 sider og fås til billigere penge end omtalte gaveæske-sæt.

Gaveæskens medfølgende rullemåtte, og de to sæt spisepinde, får man for ingen penge i et hvilket som helst asiatisk marked, så det skal heller ikke være derfor, at man giver 149 kroner for den farvestrålende æske.

Og et yderligere plus, hvis man vælger at gøre, som jeg anbefaler i ovenstående, er, at man ikke blot sparer miljøet for en hulens masse affald, man sparer også penge. Og selvom glitter tager sig godt ud, ikke mindst på butikkernes hylder, hvor varerne jo helst skal gøre opmærksom på sig selv bedst muligt, så gør det ikke noget, at man tænker sig lidt om. Det skulle gerne være bogen og ikke æsken, der er mest relevant og interessant.

Man vil måske mene, at jeg har misforstået konceptet med disse gaveæsker. Det mener jeg dog ikke, at jeg har. Jeg finder dem blot uhensigtsmæssige, kedelige og gastronomisk irrelevante. Det er en alt for dyr gimmick, der ikke burde produceres endsige købes. Der er så meget god madlitteratur, man kan forlyste sig med, hvorfor så købe gøgl, når det ikke er dyrere at investere i kvalitet?

California rolls sushi

Sushi



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.