Anmeldelse

H

vis man skræller det smukke, sorthvide og sølvornamenterede smudsbind af Paul Cunninghams kogebog, der slet og ret skal tituleres The Paul, så åbenbares man for en chik, lilla sag med titlen prentet med store, hvide typer på bogens ryg. Det er en bog, der er lige så meget form, som den er indhold: Køb den, brug den og nyd den!

The Paul er ikke blot titlen på nærværende layoutmæssigt delikate kogebog, men er også navnet på engelskfødte Paul Cunninghams sæsonbetonede gourmetrestaurant, der ligger placeret i Tivoli. Her bliver der ikke blot skabt mad, der bliver skabt kunst. For som Paul Cunningham skriver om maden, så … er det en oplevelse, en kreation, et kunststykke. Eneste minus er, at det er væk igen i løbet af kun få minutter, nogle gange sekunder. Men sådan er livet.

Det er passionen, kærligheden, der driver værket. Det er lidenskaben til gastronomien, der skaber ikke blot udsøgte smagsoplevelser, men æstetiske anretninger. Før ganen skal lutres, skal øjnene mættes. Paul Cunningham skriver da også i bogens forord, at Uden kærlighed, uden hjerte, uden lidenskab, ingen mad. Eller i hvert fald ikke noget, der er værd at spise. Vores mad kommer fra hjertet. Vi laver mad med sjælen.

The Paul er ikke en kogebog for novicen. Det er ikke bog, der henvender sig til amatører, men til gourmeter og madekvilibrister, der ikke er bange for at afprøve grænser indenfor eget køkkendomæne. Bogen byder på udfordring, inspiration og opskrifter på en lang række delikate retter, der blev serveret på The Paul i løbet af sommersæsonen 2004 – i alt 11 fantasifulde menuer, nogle mere komplicerede end andre, men alle lækre, lukulliske og overdådigt luksuriøse.

Der præsenteres opskrifter indenfor alle spektrer af gastronomien. Der er snacks og aperitiffer, som der er lækkert bagværk og fine petit fours. Der er retter med fisk og skaldyr, kød og fjerkræ. Der er også opskrifter med sommergrøntsager, sommersvampe, nødder, friske krydderurter og meget, meget andet.

Selvom bogen ganske rigtigt er en kompliceret sag, så er der dog opskrifter, hvor alle kan iføre sig kokkehue og forklæde. Derfor skal en simpel – men ikke desto mindre svært lækker – opskrift være anbefalet: The Paul’s chokoladecookies vil få de små engle, der gemmer sig i mundhulen, til at synge i kor, når tænderne sættes i disse suveræne chokoladekager.

Bogens mange fotografier er taget med kyndig hånd af Andreas Wiking, der forlener bogen med et ekstra pift af ekstravagance. Fotografierne afbilleder smukt det færdige resultat, der kan fungere som pejlemærke for ens egne nervøse forsøg, når man når frem til anretningens sidste stadie.

Bogen skal være anbefalet alle med interesse i den mere komplicerede og æstetiserede madkunst. Den skriver sig smukt ind blandt sådanne bøger som Wassim Hallals Wassim: Livretter fra Politikens Forlag og brødrene Kochs I køkkenet med brdr. Koch fra Lindhardt & Ringhof, der alle tre bedriver gourmetrestauranter i Århus.

Som en afsluttende bemærkning skal nævnes, at man bagerst i bogen finder en udførlig liste over de vine, der er sammensat til de 11 menuer. Et plus i den samlede helhed og en glæde for vinconnaisseuren og gourmanden, der ønsker at servere vine, der harmonerer med de kreerede retter. Bon appetit!

Paul Cunningham

The Paul



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.