Anmeldelse

ComicWiki_logo

F

rank Castle aka The Punisher er en selvtægstmand så rå, brutal og hævntørstig, at Dirty Harry ved sammenligning blegner og fremstår som en dydig bedsteborger. Serien har ikke den helt store udgivelseshistorie bag sig herhjemme, men G. Floy Studio har dog været så flinke at udgive Garth Ennis’ og Steve Dillons The Punisher: Velkommen tilbage, Frank i to tradepaperbacks, der opsamler de 12 enkeltnumre fra 2000-2001.

Jeg kom skævt, eller i hvert fald bagvendt, ind på The Punisher. Første gang jeg stødte på denne antihelt var ikke i form af Marvels tegneserier, men via Mark Goldblatts filmatisering fra 1989 med den pumpede kampsports-svensker Dolph Lundgren i hovedrollen som Frank Castle. En film, der i dag er at opfatte som en solid kitchkultklassiker fra 80’erne.

Herefter lå The Punisher stille i en årrække, men blev igen vakt til live i Jonathan Hensleighs ganske fine The Punisher fra 2004, hvor Thomas Jane indtager rollen som Frank Castle. I Lexi Alexanders Punisher: War Zone fra 2008 er Thomas Jane blevet udskiftet med den mere skarptskårne irer Ray Stevenson. Ingen af filmene tør dog tage springet fuldt ud og skildre karakteren med den nødvendige rå og barske aura, som tegneserien repræsenterer.

The Punisher, der er skabt af forfatteren Gerry Conway samt tegnerne John Romita og Ross Andru, dukkede første gang op i The Amazing Spider-Man #129 (1974), hvor han fungerede som Spider-Mans modstander. På daværende tidspunkt – i 70’erne – blev karakteren opfattet som radikal og meget anderledes. Man havde ikke tidligere oplevet en Marvel-karakter, der var så stålsat i sit had til forbrydere, at samfundets love og regler fuldt og helt blev tilsidesat. Fokus var hævnen, der skulle eksekveres igen og igen og igen. Interessant er det, at Don Siegel tre år forinden havde instrueret Clint Eastwood i rollen som “Dirty” Harry Callahan og hermed skabt en anden selvtægtsmand … en selvtægtsmand, der dog opererer inden for systemet!

Da The Punisher første gang gjorde sin entré herhjemme, det skete i det hedengangne Seriemagasinet, var det under navnet Strafferen. Sidenhen er det blevet til sporadiske optrædener i forskellige udgivelser fra Interpresse – f.eks. i Jærven #2 (1996) og Projekt X #34-37 – men karakteren er aldrig med succes blevet udgivet i fast serieform. Sidste år introducerede Marvel en ny omgang med Frank Castle – Punisher: In the Blood – der pt. udgøres af 5 enkeltnumre, og som endnu ikke har fundet vej til udgivelse herhjemme.

Garth Ennis’ og Steve Dillons The Punisher: Velkommen tilbage, Frank er en helt igennem fantastisk læseoplevelse. De to albums, der som skrevet opsamler de 12 enkeltnumre, og som i øvrigt fungerede som primær inspirationskilde for 2004-filmatiseringen med Thomas Jane og John Travolta i hovedrollerne, er en rejse ind i en hård og gammeltestamentlige verden, hvor devisen lyder: øje for øje, tand for tand! Hvis du er forbryder, ja så er der ingen kære mor … og da slet ikke, hvis dit forbryderiske spor krydses af The Punisher! Han skyder, dolker, kvæler, parterer, brænder og brækker den ene nakke efter den anden på alskens udskud, der gør New Yorks gader usikre.

Frank Castle, der går under aliasset mr. Smith, er tilbage i New York, hvor gaderne svømmer over af voldsforbrydere, mordere, psykopater, gangstere, voldtægtsmænd og alskens andet depraveret afskum. Nu skal der for alvor ryddes op, og The Punisher sætter jagten ind på gangsterfruen Ma Gnucci, der styrer byen med hård hånd og som har både politi og politikere i sin hule næve.

Én efter én må familien Gnucci lade livet. Gangster på gangster bliver likvideret på eminent, virtuos Tarantino-facon. Ja, de mange skudvekslinger – hvor for eksempel Punisher håndterer sin uzi med udpræget ekvilibrisme – vækker mindelser om John Woos æstetiserede og balletagtige skudorgier. Men selvom blodet flyder på gaderne, som hadet gør det i Punishers årer, så er der hele tiden en underliggende humor, der nedtoner volden. Eksempelvis får Ma Gnucci fat i en hærdebred lejemorder, der går under navnet Russeren. Han er ikke for intelligent, men stærk som et dusin okser. Da han får at vide, at likvideringen af Punisher vil indbringe ham den nette sum af ti millioner, har han følgende kommentar:

Uuuh, Russeren kan købe mange par Levi’s for det beløb. Mange CD’er. Det er i orden, Ma.

Eller da han skal forhøre sig nærmere om, hvem Punisher er for en størrelse:

Er han superhelt? Er han som mægtige Thor? Jeg er stor fan af mægtige Thor. Han har stor hammer, han virker som god kommunist…

Hvis man kender lidt til Marvels mange farverige universer, så er der ikke så lidt at hente af indforståede og  intertekstuelle referencer. Som da Bumpo – en stærkt overvægtig mand, der bor i samme ejendom som Punisher – skal have nyt toilet. Toiletterne kan ikke klare vægten af det gedigne korpus, så de udskiftes med jævne mellemrum. VVS-montøren, der har installeret et nyt toilet i stålplader, siger med sved på panden, at hvis det ikke kan holde, så ved han ikke, hvad de skal gøre. Hertil svarer Bumpo: Bliver de lavet i Adamantium?

Men – og det er måske med ovenstående in mente mere interessant – så dukker Daredevil op for en kort bemærkning. Daredevil, der går ind for håndhævning af loven, forsøger at overtale Punisher til at droppe selvjustitsen … det lykkedes ham naturligvis ikke. For Punisher er selve legemliggørelsen af den filosofi, han så brutalt praktiserer. Han ér hævnen. Han ér døden. Han ér loven. The Punisher-forfatteren Steve Grant, som jeg vil lade få de sidste ord, skriver måske mest rammende om det lod, der er The Punishers:

Heidegger, who took Kierkegaard’s philosophy further, comes even closer to describing the Punisher: ‘Since we can never hope to understand why we’re here, if there’s even anything to understand, the individual should choose a goal and pursue it wholeheartedly, despite the certainty of death and the meaninglessness of action.’ That’s sure the Punisher as I conceived him: a man who knows he’s going to die and who knows in the big picture his actions will count for nothing, but who pursues his course because this is what he has chosen to do.

Og tag så og læs Velkommen tilbage, Frank … den er et Marvel-must!

1395529-garth_ennis1

Garth Ennis

The Punisher - Velkommen tilbage, Frank - Vol. 1 & 2



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.