Anmeldelse

G

ourmetkokken Wassim Hallal har med bogen Wassim: Livretter – der netop er udkommet på Politikens Forlag – lanceret en hyldest til gastronomien. Ikke blot er bogen en grafisk og æstetisk nydelse, der er krydret med smukke fotografier taget af mesterfotografen Claes Bech-Poulsen, den er også illustreret af Per Kirkeby. Bogens layout er – som dens delikate indhold – udformet med elegance.

Wassim Hallal skriver smukt i bogens introduktion, at Vigtigst af alt: Glæde og kærlighed er de fundamentale ingredienser i al god mad. Dette budskab sporers fra første til sidste side i bogen, der sprudler af glæden ved madlavning. Her finder man såvel inspiration, som man finder en lang række delikate opskrifter på retter, der netop er – som man sporer – skabt ud af glæde og kærlighed.

Bogens mange fotografier, der er kreeret af den prisbelønnede Claes Bech-Poulsen, illustrerer på bedste og smukkeste vis, hvorledes Hallals spændende retter skal tage sig ud, når de befinder sig færdigkreeret på fad og tallerken. Fotografierne er – som opskrifterne – inspirerende, forførende og forfriskende. Indimellem de mange glansfulde madfotografier sniger sig sorthvide øjebliksbilleder af Hallal, der arbejder i køkkenet, taler i telefon, anretter mad, smager på vin og taler med Per Kirkeby – fornemt!

Dette her er ikke God mad, let at lave – tværtimod og langtfra! Dette her er en bog, der tager fat i den ambitiøse ende af det kulinariske gebet, hvor man ikke blot skal evne en avanceret gastronomi, men også have sans for det æstetiske, for præsentationen. Dermed er det ikke sagt, at man ikke kan være med, hvis man er nybegynder. Bogen er nemlig opbygget således, at kapitlernes opskrifter fortløbende bliver mere og mere udfordrende. På denne måde kan man – som novice – vælge at give sig i kast med en opskrift fra først i kapitlet og – som øvet – bladre frem til de mere avancerede.

Hver enkelt af bogens opskrifter ledsages af forslag til vin – samt en kort præsentation af denne – der gør det lettere at sammensætte en korrekt menu, hvor vin og mad harmonerer: Det er perfekt. Hvert af de ti kapitler indledes i øvrigt af en tegning, der er skabt af Hallals god ven, kunstneren Per Kirkeby. Dette giver bogen et udtryk af seriøsitet, man ikke ofte støder på i kogebogsregi. Men nu er det jo også én af Danmarks fornemste kokke, der er manden bag projektet.

For at præsentere et selektivt udvalg af bogens overdådige opbud af opskrifter, der tæller alt fra salater, supper, skaldyr, fisk, fjerkræ, kød, desserter, kager, brød, snacks, is, sorbet og petitfours, kan nævnes Andebryst med rødkål på bund af limesauce serveret med en sød og krydret Amarone della Valpolicella. Ligeledes giver Hallal den fuld, kulinarisk skrue på dessertområdet, der blandt andet udgøres af den ekstravagante Polarstang 2008 – en ananasbaseret dessert serveret med en Jurancon – og en Krydderkage med svesker og mandarin serveret med en Pedro Ximenez-sherry.

Det er i sandhed en mundvandsfremkaldende oplevelse at bladre i Hallals delikatesse af en bog. En bog, der skal være alle gourmander anbefalet. Med Hallal som ledsager i køkkenet er det første skridt mod en stor kulinarisk oplevelse for dig og dine gæster blevet taget.

Wassim Hallal (2)

Wassim livretter



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.