Den 10. april gør Daredevil sin entré på Netflix!

Superhelten Daredevil er, efter en dvale på tolv år, nu tilbage på skærmen; denne gang i tv-serien af samme navn. Første gang Daredevil kunne opleves uden for tegneserierne var tilbage i 2003 med en biograffilm. Det var tilbage i en tid, hvor superhelten på film endnu ikke var en trend. Dette ændrede sig dog med X-Men i 2000 og Spider-Man (2002), der begge var succeser. Disse film gav Marvel troen på deres blinde helt. Her udfyldte Ben Affleck titelrollen, og Mark Steven Johnson stod for såvel instruktion som for manuskript. Som en pænt stort anlagt film var Daredevil en tilfredsstillende finansiel succes, men særligt eftertiden har været hård ved filmen … og ikke mindst Affleck. En kritik, der fik skuespilleren til at afvise superhelteroller. Lige ind til den kommende Batman versus Superman: Dawn of Justice (2016).

Nuvel, Matt Murdock vender altså tilbage, og denne gang spilles den synsudfordrede advokat af Charlie Cox. Den engelske skuespiller er vel nok bedst kendt for sine roller i Stardust (2007) og Boardwalk Empire (2010-14). Udover Cox som Murdock/Daredevil stifter vi bekendtskab med Wilson Fisk (Vincent D’Onofrio), Claire Temple (Rosario Dawson), Foggy Nelson (Elden Henson) og Stick (Scott Glenn). Sidstnævnte har en central forbindelse til Elektra: Hun er en såkaldt kunoichi – en kvindelig ninja  – af den mest hårdtslående og kyniske slags, og hun har både Daredevils romantiske og moralske interesse.

Daredevil Netflix

På samme måde som hos Marvels andre serier – Agents of S.H.I.E.L.D. (2013-) og Agent Carter (2015-) – er Daredevil en del af Marvel Cinematic Universe, hvilket betyder, at Manden Uden Frygt eksisterer side om side med Iron Man, Thor, Captain America og alle de andre superhelte man kender fra Marvel Studios’ film.

Daredevil får senere selskab af andre tv-serier fra Marvel: A.K.A. Jessica Jones, Iron Fist, og Luke Cage. Til sammen udgør serierne en optakt til Marvels miniserie The Defenders: en gruppe, der består af de ovenfor nævnte superhelte.

Første sæson af tv-serien Daredevil kommer til at bestå af 13 episoder, og den får premiere på den danske udgave af Netflix den 10. april 2015. Serien er et  resultat af et samarbejde mellem Marvel Television og ABC Studios.

Nedenfor kan  man se en kort teaser-trailer til serien.