Film

19. august 2013

Den australske auteur: Luhrmanns fem fantastiske film.

Det er let at overskue Baz Luhrmanns samlede produktion. Blot 5 film er det blevet til, siden den australske instruktør debuterede med dansedramakomedien Strictly Ballroom i 1992. Det er en film, der er skåret efter den ægte og eventyrlige H.C. Andersen-læst, hvor den grimme og kluntede ælling, der naturligvis bærer briller,  bliver en smuk og dansevæver svane … uden briller. Med Strictly Ballroom trådte Luhrmann i overbevisende og flot stil ind på den internationale filmscene, hvor han markerede sig som en instruktør med en helt særlig og særegen fortællestil.

I 1996 tog han livtag med litteraturhistoriens største kærlighedsdrama, William Shakespeares Romeo and Juliet. Med denne alt andet end konventionelle filmatisering lagde Luhrmann grundstenen til den særlige hyperenergiske og nærmest hypnotiske filmæstetik, han i sine tre følgende film har implementeret så overbevisende. Filmen, der skildrer stridighederne og hadet mellem Verona-familierne Capulet og Montague, har Leonardo DiCaprio og Claire Danes i hovedrollerne som Romeo og Julie. I Romeo + Juliet gør Luhrmann brug af samtidens popmusik. Denne anvendelse af popmusik bliver et særligt lydæstetisk kendetegn for instruktøren, som gentages i Moulin Rouge! og The Great Gatsby.

Med Moulin Rouge! fra 2001 skabte han en sansemættet og berusende musical, man ikke tidligere havde set magen til. Det er skørlevned, dekadence og ulykkelig kærlighed iscenesat i 1800-tallets fin de siecle-univers. Et univers, der musikalsk er præget og bygget op af det tyvende århundredes store pophits, der blandt andet fremføres flot og overbevisende af Nicole Kidman og Ewan McGregor.

Da Australia fik premiere i 2008, havde Luhrmann lavet det store episke drama, som han længe havde drømt om. Filmen er en storstilet og monumental fortælling, der først zoomer ind på den lille skæbnehistorie for så at brede sig ud som en stor fortælling om Anden Verdenskrig og undertrykkelse. Det er en film, der på smukkeste vis kipper med hatten til klassikere som The Wizard of Oz og Gone With the Wind – og så gør Nicole Kidman for anden gang sin entre i en Lurhmann-film.

Luhrmanns seneste opus er en tilbagevenden til litteraturens verden, og med filmatiseringen af F. Scott Fitzgeralds kanoniserede romanklassiker The Great Gatsby viser Luhrmann endnu en gang, at han mestrer det balstyriske billedorgie, der er blevet hans trade mark. Filmen er så smukt konstrueret og udstyret med fine intertekstuelle cadeaus til Fitzgerald, at man straks efter at have set filmen må genlæse romanen. Det er en forfaldshistorie, det er en kærlighedshistorie, der er en skæbneberetning – det er igen dekadence, skørlevned og candyfloss-cinematografi, der gør øjnene våde af filmglæde.

Det er også fortællingen om det forestående Wall Street-krak i 1929, der flåede den amerikanske økonomi fra hinanden og kastede det internationale samfund ud i en langvarig og udmarvende krise – og dette er, set med en filmnørds briller, ret interessant. For Carey Mulligan, der spiller Daisy Buchanan i The Great Gatsby, spiller også med i Oliver Stones Wall Street: Money Never Sleeps, og Leonardo DiCaprio, der i The Great Gatsby spiller Jay Gatsby, er senere på året aktuel i rollen som børsspekulanten Jodan Belfort i Martin Scorseses med spænding ventede biografiske drama The Wolf of Wall Street.

Man bør i øvrigt læse Tue Sand Larsens fine artikel Baz Luhrmann – en alsidig monoman, der findes trykt i Made in America – tendenser i amerikansk film, der er redigeret af Rikke Schubart og Heidi Jørgensen og udgivet på Gads Forlag i 2003. Det er en fantastisk artikel, der smukt analyserer Luhrmanns tre første film.

 

Strictly Ballroom (1992): – set to gange.

sTRICTLY bALLROOM

Romeo + Juliet (1996): – set fire gange.

Romeo + Juliet

Moulin Rouge! (2001): – set tre gange.

Moulin Rouge!

Australia (2008): – set to gange.

Australia

The Great Gatsby (2013): – set én gang.

The Great Gatsby



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *