Film

23. august 2013

FILMNYT: Den nye Batman er fundet! Ben Affleck skal spille nattens hævner.

Man har ikke andet end lige sat sig til rette for at skimme dagens filmnyheder, førend man hurtigt spotter, at alle de store medier har den samme nyhed på tapetet: Total Film, Cinema Blend, Empire Magazine og The Hollywood Reporter kan alle afsløre, at den næste Batman bliver… Ben Affleck.

Så det bliver altså ikke Christian Bale, der ifører sig maske og kappe i Zack Snyders kommende opfølger til Man of Steel, hvor Batman og Superman for første gang i en live action-film kommer til at stå ansigt til ansigt. Jungletrommerne havde ellers kolporteret et rygte rundt på internettet, at Bale var blevet tilbudt intet mindre end 50 millioner dollar for endnu en gang at træde i karakter som nattens hævner. Om rygtet talte sandt, ja det må superheltene vide. Én ting står dog fast: Bale er ude og alle, der heppede på ham, kan nu trisse slukørede hjem med banneret slæbende efter sig.

Ben Affleck; John Goodman; Kyle Chandler; Barry Livingston; Tate Donovan; Alan Arkin; Victor Carber; Scoot McNairy, Rory Cochran

Sidste gang, vi så Ben Affleck som superhelt, var i Mark Steven Johnsons Daredevil fra 2003, hvor han endog får nærkontakt med en anden superhelt, spillet af Jennifer Garner, der to år senere dukker op i sin egen film, Rob Bowmans Elektra. Begge film hører til i Marvel-regi, og nu skal Affleck altså prøve kræfter med én af DC Comics tungeste drenge.

Og så har Affleck faktisk spillet to superhelte: Han trådte nemlig også i karakter som Superman-skuespilleren George Reeves i Allen Coulters undervurderende Hollywoodland fra 2006. En præstation, der med rette indbragte ham en Golden Globe-nominering i hovedrollekategorien ved uddelingen i 2007.

ben-affleck-daredevil-vs-jennifer-garner-elektra

Nyheden om Afflecks avancement i superheltegraderne blev modtaget overvejende køligt rundt omkring på det plumrede internet, hvor majoriteten af netsurfende filmkommentatorer har tilkendegivet deres udprægede utilfredshed med valget af skuespiller. Hylekoret er negativt stemt – og det allerede små to år inden, filmen får premiere. Devisen må lyde: hellere negativ end positiv – og helst negativ i rigtig god tid!

Efterfølgeren til Man of Steel, der pt. går under titlen Batman vs. Superman, får biografpremiere i 2015.



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




One Comment


  1. Peter Madsen

    Jeg forbeholder mig retten til at være skeptisk overfor Ben Affleck som Bruce Wayne/Batman. Dertil vækker han minder om George Clooney tilbage i 1997. Affleck vil sikkert være en fin playboy, men den dybde, vrede og splittelse mellem hævn og menneskelighed, tror jeg ikke han magter.

    Affleck har måske smidt lidt af flødebollen, men den fremtoning holder stadig ved, og det duer simpelthen ikke for forbrydernes skræk.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *