Litteratur

11. december 2009

“Die Verwandlung” (“Forvandlingen”) af Franz Kafka

Als Gregor Samsa eines Morgens aus unruhigen Träumen erwachte, fand er sich in seinem Bett zu einem ungeheuren Ungeziefer verwandelt. Er lag auf seinem panzerartig harten Rücken und sah, wenn er den Kopf ein wenig hob, seinem gewölbten, braunen, von bogenförmigen Versteifungen geteilten Bauch, auf dessen Höhe sich die Bettdecke, zum gänzlichen Niedergleiten bereit, kaum noch erhalten konnte.*1

De fleste kender den tjekkiske forfatter Franz Kafka for de to posthumt udkomne romaner “Das Schloß” (1926) og “Der Process” (1926), der kun er os læsere tilgængelige i dag takket være Kafkas ven Max Brod, der trodsede Kafkas ønske om, at hans værker aldrig skulle udgives. Disse værker og fortællinger er i deres struktur konstrueret omkring et for Kafka altid tilbagevendende og centralt tema – nemlig individets magtesløshed overfor umenneskelige autoriteter. Mørkemænd og undertrykkere, der kan forvandle én til … ja, til en bille.

Kafka blev født i Prag i 1883 og døde i 1924 – 41 år gammel – i sanatoriet Kierling i Wien, hvor han blev behandlet for tuberkulose.  Hele livet igennem opfattede Kafka sig selv som ensom og udenforstående. Han isolerede sig selv følelsesmæssigt, hvilket bl.a. afstedkom forkvaklede forhold til kvinder. Da han i 1914 forlovede sig med Felice Bauer, skrev han i sin dagbog, at han følte sig bundet som en forbryder – lænket og anbragt i en krog. Således blev der aldrig tale om ægteskab, og forlovelsen blev hævet. For Kafka var kvinder, kærlighed og sex stærkt forbundet med konflikter af uløselig karakter.

Kafka har således i et brev berettet om, hvorledes han blev indført i erotikkens verden af en lille butikspige på et snavset og uhumsk hotel. I brevet skriver han, hvorledes sex (det modbydelige og smudsige) repræsenterer et hele, han lod sig drage af.

Jeg vidste da, at jeg aldrig ville glemme dette øjeblik, og samtidig vidste jeg, eller mente at vide, at dette modbydelige og smudsige, som i rent ydre forstand ingenlunde var nødvendigt, dog nødvendigvis hørte med til det hele, og at netop dette modbydelige og smudsige havde draget mig med vanvittig magt til dette hotel, som jeg ellers med opbydelse af mine sidste kræfter ville have skyet.

Den tidligere omtalte magtesløshed, der præger Kafkas forfatterskab, lader han træde eminent frem i novellen “Die Verwandlung”, der blev udgivet i 1915. Her illustrerer han konsekvenserne af menneskelig degradering. Ligeledes kobler han her det smudsige med familien – og dermed kærligheden – der i nævnte novelle træder frem i slutningen, hvor den til bille forvandlede Samsa kravler rundt i sit eget skarn og familiens affald.

Dog er det ikke fra familiens medlemmer, at kærligheden udspringer – det er fra Samsa selv.  Søsteren, moren og faren optræder nedværdigende og uforstående overfor Samsas situation og modarbejder novellen igennem konsekvent ethvert håb om en eventuel forbedring.  Denne hårde, umenneskelige behandling til trods, som man kan forvente fra andre, men dog ikke sin egen familie, lader Samsa fremstå som en naturlighed. Han forsøger forgæves at placere skylden på egne skuldre og gør dermed alt for at skåne familien.

Autoriteten er i novellen repræsenteret ved faren, der nærmere tugter end elsker sin søn.  Således undgår Samsa konsekvent denne, men opgøret er uundgåeligt. Faren lader på et tidspunkt sin hæmningsløse vrede gå udover den forsvarsløse Samsa. Han sparker ham, slår ham med stokken og bombarderer ham med æbler, hvoraf et af disse ligefrem trænger ind i Samsas billeryg.

Familien – i særdeleshed faren – bliver fremstillet som snyltere, der frarøver Samsa sin livsenergi. Han er bundet til familien – ikke kun af kærlighed, men af pligt. Dette udnytter familien skamløst, der lader Samsa knokle for deres egne, materialistiske behov. Troskyldigt afleverer Samsa størstedelen af sin løn i hjemmet uvidende om, at faren i forvejen er om ikke velbeslået, så dog i besiddelse af økonomiske midler. Samsa tilsidesætter således egne drømme for at kunne opfylde andres – men omkostningerne er uoverskuelige.

At ensomheden, og det forkvaklede forhold til kvinder og kærlighed, er et fremtrædende element i novellen er ganske klart. Således er der uundgåelige biografiske passager i fortællingen, der illustrerer dette, og som danner et psykologisk/biografisk forståelsesfundament.

Indledningsvis i novellen beretter fortælleren således om et billede, som Samsa har klippet ud af et kulørt tidsskrift og anbragt i en pæn forgyldt ramme, der hænger placeret oppe over skrivebordet:

Es stellte eine Dame dar, die, mit einem Pelzhut und einer Pelzboa versehen, aufrecht dasaß und einen schweren Pelzmuff, in der ihr ganzer Unterarm verschwunden war, dem Beschauer entgegenhob.*2

Som et religiøst ikon repræsenterer damen på billedet alt det, som Samsa ikke kan opnå via det liv, han fører hos familien. Kærligheden bliver en absurd og uopnåelig størrelse, der projiceres over på den ukendte dame fra boulevardpressens kulørte sider. Som et menneske uden indhold i tilværelsen, lever han ikke selv livet, men (op)lever det gennem et endimensionalt billede.

Kafka lader således sin hovedperson have problemer med følelseslivet. Dette afspejler tydeligt Kafkas egen situation i henhold til kvinder, der jo netop for Kafka frembød store problemer, da han aldrig lærte at give sig hen, men følte sig låst og bundet fast, så snart han involverede sig intimt og tæt med det andet køn.

Som det fremgår af det indledende citat, så har vi på det ydre plan at gøre med en stakkel, der en morgen finder sig forvandlet fra menneske til dyr. Der er her tale om en fysiologisk ændring, der af Kafka anvendes for at tydeliggøre den menneskeligt sørgelige situation, som hovedpersonen befinder sig i, og er frem for alt et billede på dennes psykologisk og mentalt ilde tilstand.

Absurditeten i novellen er håndfast og tydelig. Symbolsk er Kafkas værker udtryk for (hvilket i særdeleshed også gør sig gældende for “Die Verwandlung”) menneskets situation i en umenneskelig og meningsløs verden. Novellen blev til i en tid, hvor verden blev kastet ud i sin første verdenskrig. En krig, der betød død og lidelse for millioner af mennesker. Denne kontekst er af eftertidens Kafka-læsere blevet brugt som grundlag for forståelse af værkerne, hvor mennesker er kastebolde for en ansigtsløs overmagt.

Menneskets skæbne er determineret. Man indgår i et på forhånd fastlagt forløb, der ikke kan brydes, men som dikterer individet i den retning, der er det forudbestemt.  Det absurde og groteske hos Kafka illustrerer, at livet er en irrationel størrelse, der ikke altid byder på den retfærdighed, man kunne ønske.

Sympatien er i “Die Verwandlung” uomtvisteligt placeret hos den stakkels Samsa, der af kærlighed til sin dominerende og uforstående familie lader hånt om sit eget liv, der efter egen overbevisning er mindre værd end den tilfredshed, som hans penge giver familien.

Således forvitrer Samsa i ensomhed. Han ender sine dage i et mørkt og snusket værelse, hvor hans sidste tanker går til den familie, der tugtede ham med stok og prygl, og med et æble stikkende ud af sin betændte ryg, som vidnesbyrd på den kærlighed og den forståelse, der ikke blev ham forundt.

Den verfaulten Apfel in seinem Rücken und die entzündete Umgebung, die ganz von weichem Staubbedeckt waren, spürte er schon kaum. An seine Familie dachte er mit Rührung  und Liebe zurück. (…) Dann sank sein Kopf ohne seinen Willen gänzlich nieder, und auf seinen Nüstern strömte sein letzer Atem schwach hervor. *3

Oversættelse af de tyske citater:

*1) Da Gregor Samsa en morgen vågnede efter urolige drømme, fandt han sig i sengen forvandlet til et kæmpestort kryb. Han lå på sin panseragtige hårde ryg, og når han løftede hovedet lidt, så han sin hvælvede brune bug, inddelt i stive buede led, på hvis top sengetæppet, der var lige ved at glide helt ned, havde været svært ved at blive liggende.

*2) Billedet forestillede en dame, der sad ret op og ned, med pelshat og pelsboa, og løftede en tung pelsmuffe, som hele hendes underarm var forsvundet ind i.

*3) Det rådne æble i hans ryg og betændelsen rundt om, som var dækket helt til med blødt støv, mærkede han allerede knapt nok. På sin familie tænkte han med rørelse og kærlighed. (…) Så sank hans hoved uden hans vilje helt ned, og ud af næseborene strømmede hans sidste ånde svagt.



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *