Disney does Lucas … og en ny Star Wars-trilogi bliver født

Først blev det annonceret, at den gode Lucas havde afhændet Star Wars-rettighederne til Disney for en pæn pose penge. Det affødte forskellige reaktioner, der spændte fra typisk Lucas-prygl a la så er der flere penge til den talentløse pengepuger til mere nuancerede udbrud a la hvor bliver det spændende at se, hvad Disney kan få ud af universet.

Hurtigt gik jagten ind på en instruktør til første del af den nye trilogi. Der var mange kort på bordet, men valget faldt til sidst på Spielberg-disciplen J.J. Abrams, der de sidste ti år har markeret sig som en af de nye, store Hollywood-instruktører og konceptudviklere. Det er et interessant valg, da han pt. er i stald hos Paramount Pictures som instruktør på den nye Star Trek-serie, der indtil videre tæller to film. Den nyeste – Star Trek: Into Darkness – får i øvrigt dansk biografpremiere til sommer.

DISNEY TO ACQUIRE LUCASFILM LTD.

Nu har Disney ydermere meldt ud, at trilogien får følgeskab af en række spinoffs, der skal udvikles af Lawrence Kasdan og Simon Kinberg. Der vil være tale om standalone-film, der ikke direkte relaterer til den oprindelige saga, men som vil have fokus på specifikke karakterer fra det farverige Star Wars-univers.

Standalone-filmene vil få premiere inden for den seks års periode, hvor den nye trilogi – Star Wars Episode VII, VIII og IX – rammer biograferne. Den første – Episode VII – er sat til at få premiere i 2015.