Disney lancerer egen streamingtjeneste

Hvis man er glad for Disney, så skal man notere sig dette: Det hæderkronede filmselskab er på vej med deres helt egen streamingtjeneste, der får navnet DisneyLife!

Det er endnu uvist, hvornår DisneyLife bliver tilgængelig i Danmark, men allerede til november kan Disney-elskere i Storbritannien abonnere på tjenesten, når den lanceres til en månedlig pris på overkommelige 100 kroner.  

Det har længe set skidt ud for det traditionelle flow-tv, der dag for dag mister terræn til streamingtjenesterne. Og selvom et udvalg af Disneys produktioner har været tilgængelige hos eksterne partnere som eksempelvis Netflix, så ønsker filmselskabet altså nu at tilbyde deres egenproducerede film og tv-serier på deres egen platform.

DisneyLife giver adgang til et ikke nærmere defineret indhold fra moderselskabet, Pixar og Disney Channel. Man vil også kunne læse bøger og lytte til musik, og der vil blandt andet være indbyggede muligheder for at regulere adgangen, så forældre eksempelvis kan sætte en tidsbegrænsning på, hvor meget børnene kan streame indhold. 

Det bliver interessant at se, om Disney åbner bredt op for deres bugnende bagkatalog af fantastiske titler fra 1920’erne til i dag, eller om de kommer til at tilbyde et konservativt udvalg, der primært henvender sig til den almindelige Disney-fan.

Det bliver altså Disney-fans i Storbritannien, der først får fornøjelsen af den nye streamingplatform, men planen er naturligvis, at Disney vil udvide markant til øvrige europæiske lande i 2016. Hvilke lande, samt lanceringstidspunkt, vil dog i høj grad afhænge af lokale aftaler med tv-udbydere, da Disney allerede tjener solidt på at få deres indhold ud via Disney Channel i tv-pakker.

Tjenesten vil i første omgang være tilgængelig via iOS og Android