Ellery Queens “ABC-mordet” er blevet udgivet af Rosenkilde & Bahnhof

Ellery Queen er et interessant fænomen i krimi- og litteraturhistorien. Navnet, der er et pseudonym, dækker over hele to forfattere; nemlig fætrene Manfred B. Lee (1905-1971) og Frederic Dannay (1905-1982).

De to forfattere, der skrev over 50 kriminalromaner sammen, hører til i genrens guldalder, og som en ganske morsom ting, så lod de også deres detektiv bære navnet Ellery Queen.

Nu har Rosenkilde og Bahnhof udgivet ABC-mordet (The Finishing Stroke), der første gang udkom i 1958, og om romanen skriver forlaget følgende:

Forlagets beskrivelse:

Efter udgivelsen af sin første roman bliver forfatteren Ellery Queen inviteret til at holde juleferie hos sin forlægger. Forlæggeren har inviteret mange mennesker denne jul, og både private og forretningsmæssige forbindelser deltager. Deltager gør også en ung mand, som står til at arve en større formue på sin snarlige fødselsdag.

I dagene op til hans fødselsdag modtager han en række små besynderlige gaver, uden afsender, sammen med nogle kryptiske beskeder. Beskederne bliver mere og mere truende og mærkelige, og da fødselsdagsaftenen oprinder, findes den unge mand død stukket ihjel med en udsmykket kniv.

Ellery Queen efterforsker selvfølgelig sagen, og selv om han afslører dele af mysteriet, er det ham umuligt at få afsluttet sagen tilfredsstillende. Mange år efter finder Ellery Queen sine dagbøger fra dengang. Han kaster sig endnu en gang over sag­en i håbet om, at hans erfaring kan hjælpe ham til en opklaring.

Fætrenes romanserie blev i øvrigt brugt som afsæt for NBC-serien Ellery Queen, der kørte over én sæson (1975-1976) og affødte 22 episoder.

Og nyd lige den smukke forside, der i al sin æstetiske enkelthed er renset for alt uvæsentligt. Det er intet fyld, der distraherer. Der er tale om en forside, der (skulle man tro) er tænkt som en plakat.

ABC-mordet er ude som hæftet udgave og e-bog.

Ellery Queen - ABC-mordet - Rosenkilde & Bahnhof - Fiktion & Kultur

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.