Film

24. august 2010

En vidunderlig kortfilmsperle: Tobias Gundorff Boesens animationsfilm “Out of a Forest”

Jeg var til Kick Off på den femogtyvende udgave af Odense International Film Festival – OFF10 – i går aftes på Magasinet. Spændende. Interessant. Lige noget for en altædende filmentusiast. En grovkonsumerende filmnørd. Her blev der talt og foredraget, og mellem talerne og foredragene blev der vist en håndfuld kortfilm. Én af disse tog mig med storm.

Kaniner har det med at gøre sig godt i fiktionsuniverser: Tænk her blot på Snurre Snup, Beatrix Potters Peter Kanin-eventyr, den kluntet morsomme Roger Rabbit, Ninka Ninus i A.A. Milnes klassiske Peter Plys-fortællinger eller selvsamme i Disneys lidt mere farveladeglade tegnefilmsuniverser … og mange, mange andre.

I går blev jeg så – og det ganske uventet – ramt i mellemgulvet af en lille, bedårende kanin, der må gå så grueligt meget igennem, førend den kommer hel ud … på den anden side.

Først kom gåsehuden i al sin rislende behagelighed krybende op ad nakken og ned ad armene. Så kom tårerne trillende, ikke i stride strømme, men i stille stimer, da kaninen løber om kap med døden.

Her har vi at gøre med film som poesi, hvor billederne er som maleriske ord. Der er en visuel elegance over filmen, der rækker ud og griber beskueren med en kraft, der tvinger følelserne frem … i hvert fald, hvis man er let at bevæge som undertegnede er det. En sådan film, en sådan poetisk film, er “Out of a Forest”.

Kaniner er nuttede, søde og … fortryllende. De er magiske, hvilket Tobias Gundorff Boesen lader være et interessant krydderi i sin animerede fabel af en kortfilm, der i sin struktur ikke blot er symbolsk, men som også henter en del inspiration fra den Victorianske litteratur.

Filmen fremmaner, grundet den fabelagtige og idérige billedside, den smukke musik og det ganske sindrigt udtænkte plot, en række momenter, der hos beskueren bliver til et sanseorgie, et synæstetisk register af følelser, der går fra varme og glæde, over medfølelse og bæven til tristhed og latter. Der er såvel suspense som surprise i denne lille animationsperle. Den er ikke blot sød, den er fantastisk!

 

Det melodiske nummer, der bliver brugt i “Out of a Forest”, står den amerikanske indie rockgruppe The National for. Nummeret i filmen hedder “Slow Show” og stammer fra albummet “Boxer” ::



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.





  1. Er der et sted, man kan downloade kortfilmen?


  2. Det kan jeg ikke forestille mig.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>