Favoritdigt: Klaus Rifbjerg “Foster” (1956)

Festligste måde at opleve Himmelbjerget!
Som en natugle
sidder jeg med varme øjne i mørket.
Jeg fosterfisk
en lille gummimand
med gæller
under mors hjerte.
Vi er på vandretur i Jylland.
Åh, Horsens anet gemmen en navle!

Rystende af latter sætter jeg fødderne
hårdt mod maveskindet.
De er komiske damerne på vejen
klokkehatte
klokkefår
1931.
Depressionen kryber ikke ind i min lune skov
hvor jeg er hundestejle
mellem tarmenes guirlander.

Tanken om alle sengedyner
jeg skal nyde fremover
spirer i mavens vugge
livets første sofacykel.

Fra grønært til rosenkål
fra haletudse til pattegris
er min første rejse
med blindtarmen som nødbremse
parat ved højre øre.

Vi er helt moderne
to-i-een systemet,
let og praktisk
dame med indbygget barn.

To individer allerede
jeg tænker uafhængigt
er borger i din maves trygge land
med min egen private have
liggestol
hvorfra jeg ser din aorta rejse sig
mit livs fagreste filodendron.

Flere favoritdigte