Favoritdigt: Tom Kristensen “Landet Atlantis” (1920)

Verden er blevet chaotisk påny.
Påny intoneres med heftige Klange.
Bort, Sycophanter! Og bort, Parasitter!
Og bort I, som knælende hylder de mange!
Og Kandis-Tenoren forstummer – – –
Hør Agitatorens Sange!

Hæs er hans Mæle. Med sprængende rødt
ses Læberne flamme bag skægsorte Flige.
Hør, hvor han brøler om Landet Atlantis,
om Ungdom, om Kraft og om aldrig at vige,
at først gennem Landet Atlantis
når vi til Skønhedens Rige.

Skøn som en sønderskudt Banegård er
vor Ungdom, vor Kraft, vore vilde Ideer,
skøn som Revolverens isgrønne Stjerne,
der fødes i Nuet med smældende Veer
på Ruden i Revolutionens
skingrende Glasklangs-Cafeer.

Rødt er Kupeernes flunsede Plyds,
som vajer i Vimpler på Vildskabens Farter.
Postbudets Frakker er gode som Faner.
Lakajers Kavajer er tunge Standarter,
der åbner sig blodigt i Vinden.
Held vore Fane-Bastarder!

Kampen skal vindes med rustent Gevær,
Gardinstænger, Daggerter, Brosten i Blokke.
Sejren skal fejres med grelle Fanfarer
på Blikgrammofoner og Mælkemands Klokke,
og Messingtrompeter skal høres
suppende kalde og lokke.

Landet Atlantis, vi længes imod,
har blanke Geværpyramider på Gaden.
Bålene blafrer for Gydens Soldater,
som hungrige læner sig op mod Facaden
og af Hermetik-Dåser hugger
slugvorne til sig af Maden.

Gaderne gaber, og Blæst hujer hvast
og danner sig Nøglehuls-FIøjter og hviner
dødningeagtigt de Benpibe-Valse,
der danses ved Fester i Huses Ruiner,
mens Vinduers smadrede Ruder
kranie-ironiske griner.

Bålene kaster uroligt et Skær
af Brand og af Blod imod Huse og Skure.
Blikdåser blinker med Lågene krænget,
Avisstumper klæbes af Blæsten mod Mure.
En Kniv bliver hvæsset mod Sporvogns-
Skinnernes stålblanke Fure.

Sådan er Længselens Land, AtIantis,
hvor alle harmoniske Fordomme svigter,
Farverne sprænges, og Formerne sprænges,
og Skønheden skabes af grelle Konflikter.
I Chaos jeg løfter min Bøsse
mod Skønhedens Stjerne og sigter.

Flere favoritdigte