Fear is Reborn: Trailer til Nimród Antals “Predators” (2010)

De var her i 1987, besøgte os igen i 1990 og hyggede sig med nogle gamle kendinge i 2004 og 2007. Nu sørger Nimród Antal for, at de i en ny action- og stjernespækket film får liv … igen.

Det er naturligvis “Predators”, der er tale om. Det skal blive spændende at se, om Antals film kan leve op til John McTiernans første, der i dag er avanceret til kultstatus (det er en vaskeægte Schwarzenegger-klassiker) eller om den ender med at være lige så fatal som de to crossover-projekter fra 2004 og 2007.

Plottet er ganske simpelt: En gruppe  krigsliderlige Predators bortfører otte personer til deres hjemplanet, hvor de (udstyret med advancerede våben) bliver sluppet fri i  junglen. Her skal de så – og det er jo ikke lige til – forsøge at overleve i kampen mod de vilde Predators. 

Filmens cast tæller blandt andet Danny Trejo, Adrien Brody, Topher Grace og Laurence Fishburne. “Predators” – der i øvrigt er produceret af Robert Rodriquez – får dansk biografpremiere den 29. juli 2010. Man kan besøge filmens officielle hjemmeside her: KLIK