ANMELDELSE: “Doctor Strange” (2016)

Fiktion-og-Kultur-Disney-Marvel-Doctor-Strange-Anmeldelse-Film-Superhelte-Mads-Mikkelsen-Stills-13-1

Fjorten film på otte år, der er opdelt i foreløbig tre faser. Så stort og ambitiøst har Marvels Cinematic Universe vokset sig siden Iron Man tilbage i 2008 blev skabelsesberetningen for, hvad der må siges at være det mest højtflyvende filmunivers nogensinde. Dertil kommer de fem tv-serier: Agents of S.H.I.E.L.D., Agent Carter, Daredevil, Jessica Jones og Luke Cage, der ligeledes, på deres mere perifere og supplerende facon, er del af Marvels fælles filmunivers.

Den seneste og fjortende film omhandler magikeren Doctor Strange, der 30 år før Robert Downey Jr. iklædte sig sin stålrustning, fik sin filmdebut. Filmen blev instrueret af Philip DeGuere Jr, og  her kunne man opleve Doctor Stephen Strange, jordens mægtigste magiker, i skikkelse af Peter Hooten i titelrollen.

Karakteren Doctor Strange blev skabt af Steve Ditko sammen med Stan Lee, og han fik sin debut i en tegneserie i juli 1963, året før duoens nok mest kendte karakter, Spider-Man. Tv-filmen med Hooten fra 1978 var tænkt som startskuddet til en tv-serie, der dog aldrig så dagens lys for at gøre plads til en tv-serie med netop Spider-Man samt en om Hulk, der begge fik premiere i 1978. Efter at have instrueret Doctor Strange, holdt Philip DeGuere Jr.  sig til at instruere to afsnit af The Twilight Zone og skrev ellers til tv-serier før sin død i 2005. Filmens bærende hovedrolle, Peter Hooten, har på samme vis haft en beskeden karriere, der fortrinsvis har budt på mindre roller i tv-serier.

fiktion-og-kultur-disney-marvel-doctor-strange-anmeldelse-film-superhelte-mads-mikkelsen-stills-3

Her, 38 år senere, er Doctor Strange altså tilbage. Nok har Marvel givet os et ikke uvæsentligt antal oprindelseshistorier med de begrænsninger, som den type fortælling indebærer. Da filmens fokus er centreret omkring magi, har man klogelig valg at fortælle historien om Doctore Strange fra begyndelsen. Her introduceres publikum for reglerne for magi og ikke mindst, hvordan disse regler kan bøjes.

En oprindelseshistorie har som nævnt visse krav hæftet på sig: Der skal blandt andet være en form for tab, og  den skal passe ind i den overordnede struktur, der er Marvels kendetegn. Alligevel formår instruktøren Scott Derrickson at skabe en, i bogstavelig forstand, ud-af-kroppen-oplevelse i visse udsnit af filmen. Derrickson, en instruktør med en udpræget baggrund inden for gysergenren, har ligeledes skrevet manuskriptet til Doctor Strange sammen med Jon Spaihts and C. Robert Cargill. Både visuelt og narrativt låner Doctor Strange fra blandt andet The Matrix (1999) og Inception (2010), men er meget mere end det, og historien fortælles stramt uden noget føles overflødigt.

I titelrollen som Doctor (!) Stephen Strange er Benedict Cumberbatch en fornøjelse at være i selskab med. Fra hans arrogance som kirurg, velvidende at han ér bedre end sine kolleger, til transformationen til magikeren Doctor Strange, hvis beslutsomhed og hungren efter at dygtiggøre sig på sit nye felt, fremføres rollen troværdigt og med integritet. Og det på trods af det syrede univers med parallelverdner og overjordiske væsner, der ønsker at trælbinde jorden.

fiktion-og-kultur-disney-marvel-doctor-strange-anmeldelse-film-superhelte-mads-mikkelsen-stills-6

Stephen Stranges mentor, the Ancient One, der i tegneserien er en mand, spilles af Tilda Swinton (den konfliktfyldte mor, Eva Khatchadourian, i We Need to Talk About Kevin fra 2011). Under hendes kyndige, magiske hånd er også Chiwetel Ejiofor (Solomon Northup i 12 Years a Slave fra 2013) som den stærke og retfærdige Mordo. Han får til opgave at hjælpe Stephen i sin magiske oplæring. Begge skuespillere udfylder deres roller glimrende, hvor særligt Chiwetel Ejiofor er spændende at følge. Ingen superhelt er komplet uden en kærlighedsinteresse. Den rolle og byrde bærer Rachel McAdams (Irene Adler i Sherlock Holmes. Ikke udgaven med Cumberbatch, men 2009-filmen med Tony Stark, alias Robert Downey Jr.) Desværre får McAdams alt for lidt at lave i sin beskedne tid på skærmen.

Over for Benedict Cumberbatchs doktor står Mads Mikkelsens skurk Kaecilius. Hans præstation minder til forveksling om den, han lagde for dagen i Casino Royale (2006), og selvom Mikkelsen gør et hæderligt forsøg, lider Doctor Strange af, hvad man efterhånden kan betegne som MCU-syndromet: Superheltens storhed matches ikke den modstander, der skal besejres. Dertil skrives skurkene for svagt og gives for lidt plads i Marvels film. Det er noget, som står i stærk kontrast til Marvels tv-serier med Keglekongen hos Daredevil som skoleeksemplet på en skurk, der foldes langsomt og tålmodigt ud med medrivende og skræmmende effekt. Superhelten Daredevil får værdigt og nuanceret modspil, og derfor ses han også stærkere, end når spejlbilledet er utydeligt. I nærværende film opstår konflikten mellem Doctor Strange og Kaecilius ud af det blå, der hviler på skurkens bevægegrunde, som man blot har fået fortalt, men ikke været vidne til eller mærket som tilskuer.

Så meget for skuespillerne. Den egentlige hovedrolle er filmens billedside, idet Doctor Strange vel nok er den flotteste og mest visuelt udfordrende film i MCU til dato, og med tanke på filmens tema, magi, er det svært at forestille sig, at det ændrer sig foreløbigt. Selvom den første Guardians of the Galaxy (2014) også i særlig grad udmærker sig ved sin visuelle æstetik. I

fiktion-og-kultur-disney-marvel-doctor-strange-anmeldelse-film-superhelte-mads-mikkelsen-stills-1

I den sammenhæng står Christopher Nolans Inception som et tydeligt forbillede, hvor Doctor Strange øger ambitionsniveauet og bruger det opfindsomme potentiale i den computerteknologiske guldalder til mere end blot en generisk CGI-eksplosion til at runde en actionpræget film af med. I særdeleshed er effekterne under Stephen Stranges introduktion til magiens verden uhyre fængende og opfindsomt fundet på. Filmens slægtskab med Guardians of the Galaxy ses også ved at åbne dørene for nye plotelementer og karakterer uden for jordens mere jordnære dimension, og det trænger Marvels Cinematic Universe til. Selvom de åbne døre også kan slippe uhensigtsmæssige fænomener ind i universet, som man så i Avengers: Age of Ultron (2015), hvor fokus hvilede for tungt på at bygge broer til andre film og karakterer.

Blandingen af humor og superhelteaction er efterhånden blevet et solidt kendetegn for Marvel, og heldigvis balancerer Doctor Strange den kombination på en succesfuld måde, der gør at filmens nerve bibeholdes uden at underminere, hvad der er på spil med vittigheder.

Med en mere ukendt karakter, endnu et fællestræk med Guardians of the Galaxy, har Marvel igen begået en underholdende og visuelt formidabel film, som pumper ny energi ind i studiets fælles filmunivers, og som først og fremmest vil fortælle sin egen historie.


This slideshow requires JavaScript.


fiktion-og-kultur-disney-marvel-doctor-strange-anmeldelse-film-superhelte-mads-mikkelsen-stills-11