Fin plakat fra LAKOR: “Seagull in a cup”

Webshoppen LAKOR, der har fysiske butikker i Aarhus og København, har et spændende sortiment af fantasifulde og humoristiske plakater i A3-størrelse, der alle er trykt på genbrugspapir i gedigen kvalitet. Plakaterne er tegnet af LAKORs designer Lasse Kornum, der også er manden bag forretningskonceptet.

Den finurligt fine Seagull in a cup kan købes her: KLIK!


Man fornemmer, at der bag mågens tunge øjenlåg og det salige blik gemmer sig en visdom, som kun en aldrende måge kan besidde. En måge, der har rejst på de syv have, og som nu har indledt pensionisttilværelsen i sin helt egen mågekop, hvor den dvaskt dasende danderer den.

Den dyrker den tilbagelænede stil overbevisende, og LAKOR skriver da også om mågens attitude, at den er stærkt påvirket af den sydlandske chill. Tegningen af den livsnydende måge er skabt i Spanien med udsigt til havet, en kold drik på bordet og duften af grill i næseborene. Så man forstår godt saligheden, der oser fra mågen.

Plakatens kulturhistoriske krydderi udgøres af mågestelskoppen, der i dansk designhistorie hører til blandt de lettest genkendelige og mest berømte. Mågestellet, der blev skabt i 1895 af Fanny Garde hos Bing & Grøndahl, har en ganske særlig stelform, som allerede blev designet i 1880’erne af August Hallin.  

Selve inspirationen til stellets motiv hænger på morsomste vis sammen med plakaten, for Fanny Garde blev nemlig også inspireret af udsigten: Den, hun havde fra sit atelier, hvorfra hun kunne se et foderbræt, som mågerne fløj til for at finde føde.

Mågestellet var med til at indlede jugendstilen i Danmark, og det har bevaret det samme udseende siden produktionensstart. Stellet blev fremstillet i to forskellige varianter – med og uden guldkant – og da Bing & Grøndahl fusionerede med Den Kongelige Porcelænsfabrik i 1987, fortsatte produktionen af mågestellet hos Royal Copenhagen, indtil det blev taget ud af produktion i 2011.

Lasse Kornum har på fornemste vis – og med stor humor – skabt en plakat, der inkorporerer et stykke dansk kultur- og designhistorie på en måde, der kræver en levende fantasi: At kunne ekstrahere mågen fra sin kop for efterfølgende at skrive den ind i en ny betydning kræver en kreativt sprudlende åre. Mågeplakaten er en ornitologisk nødvendighed for alle, der samler på det smukke stel, som de senere år har fået en flot renæssance.