Foder ikke Facebook-brugere efter midnat: “Gremlins”-serie under udvikling hos Warner!

Det amerikanske branchemagasin Variety kunne den 25. februar bringe den eksklusive nyhed, at mediagiganten Warner muligvis er i gang med at udvikle en animeret “Gremlins”-serie.

“Gremlins”-serien udvikles efter sigende til Warner-koncernens kommende streamingservice, der skal tage kampen op med blandt andre Netflix og Disneys annoncerede Disney+, der lanceres ultimo 2019 i USA.

Det interessante i denne sammenhæng er ikke så meget, at Warner genopliver “Gremlins” i en animeret udgave, eller at de har planer om at erobre en del af streamingmarkedet, men hvorledes nyheden blev modtaget på de sociale medier.

Således var kommentartrådene på eksempelvis filmmagasinet Empires og Varietys Facebook-sider gennemsyret af typisk negative forhåndstilgendegivelser, der skød projektet ned med bulder og brag, had og sure opstød! Nostradamus-negativitet kan man i sagens natur ikke bruge til noget som helst, og den bidrager udelukkende til en kedelig og negativ stemning.

Jeg blev endnu en gang bekræftet i, at der er en grund til, at man ikke skal vove sig ned i kommentartrådene, hvis man vil bevare troen på, at mennesket er et intelligent væsen, der evner kunsten at debattere om ikke fagligt, så i det mindste sagligt.

Sociale medier, og her indtager Facebook en flot førsteplads, er en smeltedigel, hvor brugere flokkes for at bevise deres manglende evne til at udtrykke sig sobert, og hvor ikke en ubetydelig procentdel tilsyneladende sætter en ære i ikke blot at fremstå uvidende, men også ubehøvlede. Længe leve det postfaktuelle samfund, hvor ytringsfrihed er en ret, der ikke praktiseres med omtanke og ansvar. Facebook er et pendant til middelalderens torvepladser eller antikkens arenaer, hvor man med sindsro kan komme af med al sin galde, og hvor man kan slås virtuelt og spytte ukvemsord ud med en hastighed, der ville gøre et hvert automatvåben forlegent.

Men tilbage til “Gremlins”-projektet, der altså IKKE er blevet officielt meldt ud,  men som efter sigende skal produceres af Warner Bros. Television og Amblin Television. Streamingtjenesten er sat til at blive lanceret i 2020, og serien kunne være ét af de flagskibe, der skal trække abonnenter til. Joe Dante har heller ikke kommenteret på nyheden.

Den første “Gremlins” havde premiere i 1984. Den er instrueret af Joe Dante, og Chris Columbus har skrevet manuskriptet. Filmen blev en gedigen biografsucces, der på et $11 millioner-budget formåede at indspille 153 millioner dollars. “Gremlins” fik en opfølger i 1990, der ligeledes er instrueret af Joe Dante.