Lindhardt & Ringhof udgiver Amanda Gorman

“Vi er meget stolte over at kunne kalde os Amanda Gormans danske forlag,” siger Susanne Bent Andersen, forlagschef for oversat skønlitteratur på Lindhardt og Ringhof.

Forlagshuset Lindhardt og Ringhof, som også består af børnebogsforlaget Carlsen og YA-imprintet CarlsenPuls, kan i dag offentliggøre en aftale om at udgive Amanda Gormans fire kommende bøger i Danmark. Udgivelserne omfatter to billedbøger, en digtsamling og en bogudgave af det digt, ”The Hill We Climb”, der med et gjorde Amanda Gorman verdensberømt ved Præsident Bidens indsættelsesceremoni.

“Med digtet trådte Amanda Gorman ind på verdensscenen og ind i vores hjerter. Det var rørende og tankevækkende at opleve, hvad litteratur gør ved os. Vi glæder os vanvittig meget til at bringe hendes tekster ud til et stort dansk publikum. For hun taler til os alle sammen; hendes ord rammer på tværs af generationer, køn og etnicitet,” siger Susanne Bent Andersen.

“Amanda Gorman har valgt at placere sit samlede forfatterskab her hos os på Lindhardt og Ringhof og Forlaget Carlsen, og der har været mange forlag med i kampen om at blive hendes danske hjem,” udtaler Carlsens forlagschef Christian Bach: “Amanda Gorman er en ny, lysende stemme. En stemme vi har ventet på. Hos os på Carlsen og CarlsenPuls er mangfoldighed og diversitet i vores udgivelsesprogram ikke et modefænomen, men noget vi har arbejdet bevidst med i flere år. Jeg føler mig overbevist om, at det også er en af grundene til, at forfatterens valg er faldet på os.”

Lindhardt og Ringhof udgiver bl.a. Michelle og Barack Obamas erindringer, og CarlsenPuls udgiver eksempelvis de anmelderroste “The Hate U Give” og “Concrete Rose” af Angie Thomas, som er rystende aktuelle skildringer af det amerikanske samfunds massive problemer med racediskrimination og politivold.

Den 22-årige Amanda Gorman betog tv-seere over hele verden under Joe Bidens indsættelse som USA’s præsident.: “Hendes recitation af digtet ’The Hill We Climb’ folk verden over til at diskutere poesiens styrker og svagheder i en grad, der ellers typisk er overladt store sportsbegivenheder, men hendes udseende og udstråling vakte også interesse,” som Politiken skriver i dag.

Den amerikanske talkshow-vært Oprah Winfrey og tidligere førstedame Michelle Obama var blandt de mange, der hyldede digteren på Twitter, Instagram og Facebook: “Jeg har aldrig været mere stolt over at se en unge kvinde stige op,” skriver Oprah Winfrey, og Michelle Obama tilføjer: “Med sine stærke og gribende ord minder Amanda Gorman os om den magt, vi hver især har til at opretholde vores demokrati.”

Aftalen er netop indgået, og udgivelsesdatoerne bliver offentliggjort snarest.