“Fotografens øje: Dansk filmfotografi i 100 år” fra Lindhardt & Ringhof.

"Fotografens øje: Dansk filmfotografi i 100 år"

Dansk film høster kunstnerisk anerkendelse både herhjemme og i udlandet. Filmskuespillere bliver nationale berømtheder, manuskriptforfatterne forstår at trænge igennem til en større offentlighed, og instruktørerne får stjernestatus – men hvem fotograferer filmene?

Fotografens øje er det første samlede danske bogværk med fokus på filmfotografens kreative og tekniske bidrag til filmens visuelle æstetik. Med udvalgte nedslag i dansk filmhistorie formidler bogen filmfotografiets udvikling fra enkel og primitiv registrering frem til vor tids digitale og fortællemæssigt udfordrende filmbilleder. De enkelte nedslag er foretaget blandt både fiktions- og dokumentarfilm og på baggrund af tidshorisonten, stilistisk fornyelse og det særegne.

Udover artikler om filmfotografens samarbejde med filmholdets øvrige aktører, introduceres læseren for 38 filmfotografers personlige udsagn om deres rolle i dansk filmhistorie. Og endelig præsenteres bogens filmkanon gennem 20 artikelforfatteres bidrag om dansk films visuelle milepæle.

Bogen er gennemillustreret med frame grabs, der er specielt fremstillet til denne bog og suppleret med et stort udvalg af stillfotos, hvoraf flere aldrig før har været offentliggjort.

Bogen er redigeret og samlet af Dirk Brüel, Andreas Fischer-Hansen og Jan Weincke, der alle er erfarne filmfotografer med baggrund indenfor undervisning om filmfotografiet.

Forlag ::  Lindhardt & Ringhof :: Sideantal :: 368 sider Køb hos :: Saxo.dk