Litteratur

11. juli 2009

Harry Potter & Co.

Harry Potter – ynglingetroldmanden, der over syv romaner bliver bedre og bedre til at lege med sin tryllestav – var ikke et fænomen, da jeg begyndte at læse ham i 1997. Ja, 1997. Det er faktisk allerede 12 år siden, at Joanne Kathleen Rowling debuterede med sit første bind (“Harry Potter and the Philosopher’s Stone”) i troldmandssagen om Potter og Co.

Jeg fik det første bind smidt i nakken som en velkomstgave, da jeg meldte mig ind i The English Bookclub. Jeg husker tydeligt, at Potter-bogen havde forputtet sig i forsendelsen. Da jeg åbnede kassen med bøger, var den blevet klemt inde (og befandt sig lunt imellem) Shakespeares samlede værker, ja i sammenligning med denne, kunne Potter-bogen bruges som bogmærke, og to Paul Auster-romaner.

Jeg havde aldrig hørt om Potter, jeg kendte ikke Rowling, og var således ikke anderledes stillet end den øvrige danske befolkning. Ingen kendte altså Harry Potter, da jeg for 12 år siden – kvit og frit – modtog den første roman. Der var endnu ikke tale om et litterært fænomen, der var ikke bestseller skrevet tværs over coveret, og anmelderne (hverken dem herhjemme eller dem på de internationale tidsskrifter) havde taget Potter under kærlig behandling. Derfor har det også været sjovt – som værende én af de første herhjemme, der læste Potter – at have kunnet følge fænomenets udvikling fra start til nu.

Rowling, der fortsat hævder, at den sidste roman i serien (“Harry Potter and the Deathly Hallows”) er den sidste roman i serien, har tjent tommetykt på romanerne – og (ej at forglemme) at Warner Brothers hurtigt viste interesse for at filmatisere de kulørte pageturner-romaner. Imens vi endnu venter på, om Rowling skulle vende tilbage med endnu et eventyr, kan vi se frem til den sjette film i serien (“Harry Potter and the Half Blood Prince”), der får dansk biografpremiere den 17. juli.

Det er i øvrigt interessant at bemærke, at den sidste roman i serien vil blive filmatiseret som to film. Det er givetvis ganske smart, da man på denne måde kan klemme et ikke ubetydeligt antal ekstra millioner ud af forbrugernes lommer. Det er – trods alt – erhvervsfolk med dollartegn for øjnene, der troner i toppen af Warner Brothers-pyramiden. De sidste to film – “Harry Potter and the Deathly Hallows: Part I & II” – vil få premiere i henholdsvis 2010 og 2011, og de vil være instrueret af britiske David Yates, der også er manden bag “Harry Potter and the Order of the Phoenix” samt “Harry Potter and the Half Blood Prince”.

potter_books_narrowweb_



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *